Morten Mærsk Mc-Kinney Olufsen, som er Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn, har nemlig sat sin og hustruens millionvilla i Charlottenlund til salg. Det skriver bolig.dk.

For den nette sum af knap ni millioner kroner kan man blive ejer af ejendommen på Lysagervej i Charlottenlund nord for København. Her har Morten Mærsk Mc-Kinney Olufsen boet sammen med hustruen, Marianne Holdt Olufsen, og parrets to børn siden 1999, hvor parret købte villaen.


Dengang gav de ifølge Den Offentlige Informationsserver, OIS, 1.080 millioner kroner for den gule murstensvilla. Men i dag forlanger parret 8,9 millioner kroner for deres hjem, der er opført i 1934, er på 206 kvadratmeter og ligger på en overkommelig grund på 806 kvadratmeter.

Men har man de knap ni millioner kroner får man til gengæld en stor hall med ovenlysvinduer, et køkken/alrum med en indbygget pejs af glas. Fra den store spisestue er der udgang til en østvendt terrasse, hvor man kan nyde morgensolen. Aftensolen kan nydes fra en vestvendt glasverranda, som man kommer ud på fra den store, lyse stue. På førstesalen ligger to børneværelser, forældresoveværelset og et badeværelse med kar.

Morten Mærsk Mc-Kinney Olufsen er et relativt ubeskrevet blad i offentligheden. Han er søn af Mærsk Mc-Kinney Møllers næstældste datter, Kirsten og hendes mand, Mikael Olufsen, som har haft en betydelig erhvervskarriere blandt andet som chef for Toms Chokoladefabrikker. Mens Kirsten Olufsen aldrig har haft en rolle i farmands familiekoncern.

Det har hendes søn til gengæld fået.

Den 1. februar sidste år overraskede han nemlig hele det danske erhvervsliv, da han blev medlem af bestyrelsen i Mærsk-dynastiets familiefond.

Selv om selve magten i firmaet ikke ligger i denne fond, men i den almene fond, får Morten Mærsk Mc-Kinney Olufsen med sin bestyrelsesplads mulighed for at vise, hvor dygtig han reelt er, før han kan tage endnu et skridt op ad karrierestigen til almenfonden.

Hussælgeren og barnebarnet blev ellers dømt ude af familiekoncernen, da hans far, Mikael Olufsen, for nogle år siden blev vred på sin svigerfar, Mærsk Mc-Kinney Møller. Konflikten betød, at deres forhold blev køligt og kontakten mellem den aldrende skibsredder og hans datter og hendes familie gled ud.

Det gjorde, at Kirsten og Mikael Olufsens fire børn, Chastine, Marie, Christian og Morten ikke fik spået en glorværdig fremtid i familiekoncernen. Men spådommene for Morten Olufsen faldt altså ikke rigtigt ud, efter han har fået en plads i bestyrelsen.

I øvrigt er skibsredderen blevet genforenet med sin datter og svigersøn.