Allerede med deres to første album, ”Van Halen” (1978) og ”Van Halen II” (’79), lavede bandet to af de mest grænseoverskridende og afgørende album i amerikansk rockhistorie. Og i det hele taget slæber kvartetten rundt på en musikalsk arv, så det mildest talt er med en vis bæven, man sætter bandets i fjorten år ventede 12. album ”A Different Kind Of Truth” i afspilleren. For den KAN da næsten kun skuffe, ikke sandt!?

Men det gør den bare ikke!

Ved første gennemlytning drog jeg et lettelsens suk, for det holdt da pænt, det hér. Ved tredje var sukket afløst af en fjollet grin og glædestårerne stod mig i øjnene. For dette ikke alene holder pænt. Det er simpelthen den bedste rockplade, jeg har hørt i mange år. Og NEJ, mindre kan ikke gøre det.

Hvad er det, vi vil have af et nyt Van Halen album i 2012? Ja, vi vil sgu’ da have et album og et overlegent band, der spiller de såkaldte konkurrenter ned på Kandis-niveau, og det er så præcis dét, vi får.

Okay, guderne skal vide, at der er skyllet syndfloder af Jack D. ned ad Los Angeles’ berygtede Sunset Strip, siden David Lee Roth havde en fornuftig sangstemme. Men manden har stadig charme og personlighed for tolv, og han gør det faktisk bedre i vokaldepartementet, end jeg havde turdet håbe på. Men jeg ville egentlig have været plankehamrende ligeglad, om så Van Halen havde sat en brovten bavian til at brøle i forgrunden (nu jeg tænker over det, er dét så ikke nogen helt dårlig beskrivelse af Diamond Dave), for musikalsk er dette album i en klasse helt for sig selv.

Eliteguitaristen Eddie Van Halen river hegn som i sin ungdoms vår og beviser gang på gang, hvorfor han er chefen, samt hvorfor hans tusinder elever verden over aldrig nogensinde kan blive mere end netop dét: elever. Det er uendeligt sjældent, man glæder sig som en besat til hver eneste guitarsolo, men det gør man hér. Eddie, broderen Alex på trommer og sønnen Wolfgang på bas spiller dertil sammen med en energi og et fandenivoldsk løst og sexet swing, som andre bands kun kan drømme om. Dynamikken, vignetterne og den fælles forståelse for musikken er enestående, som albummet skrider frem, og numrene trækker velkomne paralleller til specielt Van Halens fire første album. Sådan hér har intet band lydt siden Van Halen selv på ”Fair Warning” albummet for 31 år siden! Angiveligt stammer meget af idématerialet til ”A Different Kind Of Truth” helt tilbage til netop bandets tidlige dage, og det kan man også godt høre. Sjældent har jeg hørt nogen planke sig selv så charmerende som hér.

Det vil føre alt for vidt at gå alle tretten sange igennem. Men det hér er klassisk Van Halen, som jeg egentlig aldrig havde troet, vi skulle få lov at høre det igen. Uanset om det går over stok og sten som på ”Chinatown”, om Van Halen har fat i det bluesy natklubs-swing i ”You And Your Blues”, om det handler om popfornuftig hardrock i ”The Trouble With Never” og ”Beats Workin’”, om bandet brillerer med en tæt slægtning til hittet ”Hot For Teacher” i ”As Is”, eller om de sender et nik til deres egen gamle ”Atomic Punk” i ”Bullethead”.

Velkommen tilbage, Van Halen. Jeg har ikke ord for, hvor savnede I har været. Et album man får kuldegysninger af glæde over!

Van Halen, 'A Different Kind of Truth', Udkommer mandag