Mads Timm: Har fodbolden fået hønserøv?

KOMMENTAR

Fodbold har givet mig meget, og jeg har givet meget til fodbolden. Fodbolden var min ungdoms- og voksenkæreste, lige indtil jeg blev gift med den og efterfølgende løb ind i en ulykkelig skilsmisse, der tvang mig til at forlade mit livsværk. Mit livs største kærlighed.

Jeg har reflekteret en del over min egen fodboldudvikling og -afvikling. Over det, som fik mig til at stoppe i en alder af 25 år. Det var på den baggrund, jeg gik med til at skrive en bog, da Peoples Press henvendte sig til mig. Jeg havde noget på hjerte. Af samme grund er jeg debattør på BT.

Jeg kan indimellem tænke på de fantastiske tider, vi havde sammen. Måske gik fodbolden glip af noget ved at lade mig gå - og omvendt. Jeg mener; har fodbolden råd til at miste de selvstændige, særegne, fantasifulde spillere, som jeg selv synes, jeg tilhørte?

Kunne det tænkes, at fodbolden har udviklet en mild form for hønserøv. At den har udviklet fine fornemmelser, så hvis nogen har en holdning, som ikke stemmer overens med fodboldopinionens mainstream, bliver man i bedste prinsessestil sat til side. Duer ikke, næste! Har fodbolden råd til det?

Hvad var med til at gøre mig “god”?  Først og fremmest var det den kærlighed, jeg udviklede til fodbolden gennem samværet med bolden. Det var de fodboldkampe, jeg simulerede, når jeg spillede alene, og min fantasi fik frit spil. Jeg spillede de bedste fodboldkampe i mit liv på den lokale boldbane i Seden Syd.

Når jeg trænede mit venstre ben, var jeg Per Pedersen. Når jeg løb med bolden, var jeg Brian Laudrup, når jeg øvede frispark var jeg nogle gange Ronald Koeman, andre gange Lars Højer. Jeg skabte mine egne kampe, mine eventyr, når jeg løb for mig selv og i frikvartererne på Agedrup Skole.

Det var ikke et bevidst mål for mig at blive bedre, jeg var drevet af min nysgerrighed, glæden ved spillet, og udfordringen i at kunne lave de ting som jeg så til træning, på stadion eller i tv. Der, hvor jeg for alvor flyttede mig, var på den lokale boldbane, her kunne jeg gå og prøve tingene af i mit eget tempo uden at blive rettet på.

Det et af de helt store problemer, vi har i vores “talentudvikling”: De unges mentale landskaber invaderes af forskellige trænere i klubberne - i professionalismen navn. Det er altødelæggende både for de unge talenters fodboldspil, men også for deres trivsel. Det kan da ikke være rigtigt, at de skal kæmpe med træneren for at forsvare deres indre liv og personlighed.

Vi skal gøre meget mere for at beskytte vores børns fantasi og mentale landskaber. Fodbolden går hurtigt over, men livet er langt.

Jeg er på ingen måde imod eliten, jeg er bare i tvivl om den nuværende form, hvor man skal udvikle sine spidskompetencer og have retning på det hele. Det kan begrænse glæden, fantasien og kreativiteten. Hvad var det Peter Plys svarede Grislingen, da han spurgte: ”Hvor skal vi hen, Plys?  »Det ved jeg ikke,« svarede Plys, og så gik de derhen!

Den gængse opfattelse er, at man ikke udvikler sig nok, hvis man bare leger. Det virker som om, man har glemt, hvad det vil sige at være barn og dermed henkaster det essentielle.  For fodbold skal være en legeplads, hvor glæden, euforien og eventyret er drivkraften.