Mads Mikkelsen vandt søndag aften prisen som bedste mandlige skuespiller ved filmfestivallen i Cannes. Det gjorde han for sin rolle i Thomas Vinterbergs film 'Jagten'.
- 82 procent af denne pris er Thomas Vinterbergs pris, sagde Mads Mikkelsen, da han modtog prisen af den kinesiske skuespiller Gong Li.
- Jeg er meget rørt. Det er en meget stor overraskelse. Jeg vil gerne dele den her pris med min kone Hanne og mine to børn Carl og Viola. Og jeg vil selvfølgelig også dele den med alle skuespillerne, hele filmholdet og først og fremmest med Thomas Vinterberg, lød det fra en dyb rørt Mads Mikkelsen ifølge Ekstra Bladet.
- Tak fordi I lukkede mig ind i jeres univers af kærlighed og frygt, sagde Mikkelsen henvendt til både Vinterberg og hele holdet bag filmen.
Mads Mikkelsen nåede at blive så febrilsk over hele situationen, at han var tæt på at glemme sin pris, da han skulle forlade scenen igen.
Ingen pris til Vinterberg
Thomas Vinterbergs film var nomineret til den mest prestigefyldte af dem alle - De Gyldne Palmer - men måtte ikke helt overraskende se prisen gå til østrigeren Michael Haneke for filmen "Amour", der handler om et ældre ægtepar.
Priserne ved årets Cannes Festival - den 65. af slagsen - blev uddelt søndag aften ved den afsluttende ceremoni.
Udover Mads Mikkelsen og østrigske Michael Haneke vandt også Ken Loachs film "The Angels' Share" juryprisen 'Prix du Jury', mens prisen for bedste manuskript ved filmfestivalen i Cannes går til Cristian Mungiu "Dupã Dealuri" ("Beyond the Hills).
De to kvindelige hovedrolleindehavere i filmen "Dupã Dealuri" ("Beyond the Hills) deler prisen for bedste kvindelige skuespiller. Instruktøren til filmen Cristian Mungiu vinder også prisen for bedste manuskript.
Årets bedste instruktør blev ikke danske Thomas Vinterberg, men derimod mexikaneren Carlos Reygades. Han har instrueret filmen "Post Tenebras Lux".