Præcis sådan tænker man efter biografturen, når to timers glorificeret product placement i en historie så hvinende banal, at manuskriptet kunne stå på den ene side af en konvolut (og så er der god plads til frimærket), forsøges solgt som en film.
Filmen har to parallelle handlinger. Historien om den engelske konge Edward 8., som i 1936 abdicerede fra tronen for at kunne gifte sig med den amerikanske society-pige Wallis Simpson, forsøges kombineret med en anden historie, som foregår 62 år senere. Nemlig da newyorker-pigen Wally Winthrop - besat af Edward og Wallys romance og fanget i et kærlighedsløst ægteskab - inspireres til ’selv at følge sit hjerte og gå efter lykken’ (filmselskabets ord, ikke mine, red.).
Fra tynd til håbløs
Den forudsætning for en film er i forvejen tyndere og mere søgt end en vidneforklaring i en rockerretssag, og det bliver ikke bedre af, at forsøgene på at kæde de to historier sammen til én, er elendigt redigeret og ualmindelig klodset eksekveret.
Havde man holdt sig til det interessante historiske drama, romancen mellem Edward 8. og Wallis vitterlig er, kunne noget af filmen nok være reddet. Men historien om pigen, som i 1998 indleder en affære med en sikkerhedsvagt inspireret af den gamle romance, er kæbeleds-læderende kedelig og cirka så troværdig som et rygte om, at Elvis er set i Aldi på Jagtvej.
Sammenkædningen af de to historier gør så bare, at ingen af dem bliver fortalt til ende bare tilnærmelsesvis ordentligt, og filmen ender dermed som helhed med at være dybt kedsommelig.
To minutters lyspunkt
Filmen har to forsonende elementer.
For det første Andrea Riseborough, der i rollen som Wallis som den eneste i filmen formår lejlighedsvis at spille lidt liv ind i affæren. For det andet er der én ganske fornøjelig scene, nemlig da samme Wallis i 1936 danser til Sex Pistols’ ’Pretty Vacant’, som så er fra 1977. Spørg mig ikke hvad fa’en dét så betyder, men man blev da helt opstemt i et minut eller to.
Bortset fra det er jeg da også sikker på, at Cartier er glade for at blive nævnt så ofte.
Generelt skal du imidlertid bare holde dig væk fra den film, medmindre du har en sygelig trang til at få opklaret, hvad udtrykket ’spild af tid’ konstituerer i sin yderste konsekvens.
’W.E.’, amerikansk drama.
Instruktør: Madonna.
Premiere i hele landet
AF STEFFEN JUNGERSEN