Madonna styrer stadig
På sit nye album beviser Madonna, at en 53-årig alenemor sagtens kan være sexet uden også at være pinlig. Og for første gang i sin 30-årige karrierer blotter Madonna sin sjæl i en sang - uden at tabe festen på gulvet
På sit nye album beviser Madonna, at en 53-årig alenemor sagtens kan være sexet uden også at være pinlig. Og for første gang i sin 30-årige karrierer blotter Madonna sin sjæl i en sang - uden at tabe festen på gulvet
Det ér legende let at pege fingre af Madonna.
Den hårdtprøvede 80’er popstjerne og alenemor til fire skal tydeligvis stå tidligt op for at følge med mere nutidige og halvt så gamle popdivaer som Lady Gaga og Nicki Minaj.
Men nu elsker Madonna tilfældigvis at stå tidligt op. Hun elsker den umiddelbart umulige udfordring. Og hvis hendes gode ven Bill Clinton er ’The Comeback Kid’, så er Madonna ’The Comeback Girl’.
Gang på gang har den selvgjorte superstjerne fra Michigan nemlig gjort kritikerne til skamme. Hun har solgt mere end 300 millioner plader - mere end nogen anden kvindelig solist i musikhistorien.
Og Madonnas nye album ’MDNA’, der udkommer på mandag, er som én stor flabet fuckfinger i fjæset på alle dem, der endnu engang var dumme nok til at tvivle.
Ironisk nok lægger Madonna for med albummet eneste halvdårlige sang ’Girls Gone Wild’.
Backet op af et tyndt beat og en hurtigt glemt melodi informerer Madonnas os om, at hun er fyldt med ’burning hot desire’. Men det er først sang nummer to ’Gang Bang’, der forvandler dét halvhjertede postulat til en sandhed, som selv den mest hårdhudede Gaga-fan ikke tør sige imod.
Med et kompromisløs, syret og pulserende lydbillede, der slår bro imellem Iggy Pops industrielle Bowie-disko-mareridt ’Nightclubbin’ og Madonnas eget ’Ray of Light’-univers, indfrier sangen alle de våde dagdrømme, som alverdens Madonnafans har haft i årtier. Det er på én gang sexet, farligt og hylende morsomt.
Overalt, hvor Madonna bevæger sig hen på ’MDNA’ tager hun nemlig humoren med sig. Madonna ved godt, at hun er en ’ældre dame’ (i popsammenhæng). Og hun ved også godt, at pop er for sjov.
Men bare fordi det her ikke drejer sig om menneskehedens overlevelse, så kan man jo sagtens tage hinanden og musikken alvorligt.
Og selvom festen stadig dominerer, så er Madonna heller ikke bange for at tage lytteren med over i en mere afdæmpet krog for at fortælle os, hvad der er sket siden sidst (’Hard Candy’ fra 2008). Som alle med øjne ved, er Madonna blevet skilt.
Hun er flyttet fra eks-mandens London tilbage til sin ungdoms Manhattan. Og på sange som ’My Best Friend’, ’I Don’t Give a Fuck’ og ’I Fucked Up’ tegner Madonna i tekst og musik et både temperamentsfuldt og samtidig smart og følsomt billede af alle de idiotiske og stik modsatrettede følelser, der ofte opstår i kølvandet på dén slags livskriser.
Fans af ballade-Madonna får også deres tørst stillet. Således er ’Falling Free’ og Grammy-vinderen ’Masterpiece’ to af Madonnas hidtil smukkeste melodier og tekster. Og hvis nogen stadig skulle være i tvivl og insisterer på spørgsmålet: hvorfor laver Madonna stadig musik. Så kan du bare stikke dem en kopi af ’MDNA’ og sige: ’Derfor!’.
'MDNA' udkommer på mandag.