Miss Papaya er ikke mere. Nu ser Linnéa Handberg godt ud, som hun gør, og hedder hvad hun hedder. Det er en meget klogere 23-årig Helsingør-pige der i denne tid - ad eventyrlige omveje - forsøger comeback på den danske pop-himmel.
I februar 1998 så historien om den tidligere junior-Danmarksmester i karaoke ellers ud til at gå direkte mod stjernerne.
Pladeselskabet Maverick med selveste Madonna i direktørstolen skrev en kontrakt på seks albums med Linnéa under navnet Miss Papaya. Og straks gik man i gang med at indspille en video til singlen "Hero", "med 50 mennesker og det helt store amerikanske hysteri," som Linnéa forklarer i dag.
Oven i var der aftale om udsendelse af hendes debut-CD i 26 lande.
Fremtiden lød lys.
Men så gik der politik i den. Madonna ville være enerådende og købte for 20 millioner dollars sin makker Freddy de Mann ud, og ud med ham røg også alle de kunstnere han havde skrevet kontrakt med.
Og da Linnéa ringede for at tjekke, hvad der skete, tog det hendes eventyrmager to sekunder at afskrive pop-frugten - "du er droppet. Ha' et godt liv. Farvel."
"De fuckede totalt op fra starten," som Linnéa vælger at se på det i dag.
"Det ku' ligeså godt være gået den anden vej."
Ja, for selvom hendes CD, "Pink" med de to semihits "Hero" og "Supergirl" solgte stort set ingenting herhjemme blev det til 60.000 eksemplarer i Østen, særligt Japan, hvor de meget gerne havde set mere til Miss Papaya. Men det er slut med koncept-pop.
"Jeg tjente en masse på det og har kunnet leve af det uden at lave andet.
Men jeg kan ikke fortsætte for at tilfredsstille nogle pladeselskaber. Jeg skal lave noget, jeg kan stå inde for," siger Linnéa i dag, hvor hun har købt sig fri af fremtidig afhængighed af Maverick.
Efter bruddet med Madonna var hun ellers så "gal i skralden", at hun droppede sangkarrieren og ville tilbage på skolebænken.
"Men det tog kun et par måneder, så kunne jeg alligevel ikke lade være. Jeg skal vise dem, tænkte jeg.
Drømmen er ikke forsvundet."
I dag er Linnéa tilmed glad for, at hun er blevet lidt ældre i en tid, hvor "det er helt pædofilt så unge popnavne er".
"Jeg har prøvet alt i denne branche på nær at ha' et hit.
Nu ved jeg, at store limousiner ikke giver hits, så jeg arbejder fra bunden for at få den anerkendelse, jeg gerne vil ha'.
Jeg kan kun gøre det bedre denne gang."
Som Miss Papaya gjorde hun sig i den lidt skabede europop-afdeling, den for "Barbie Girl"-plagiater.
Miss Linnéas nye single, "No Good For Me", minder en del om Britney Spears.
"Det er totalt ærligt denne gang. Min helt egen stil.
Men selvfølgelig er jeg inspireret af det, der er på markedet," indrømmer pop-silden, der selv skriver tekster og er med til at lave musikken.
Planen er, at der skal udkomme en CD til maj, indspillet i København, Stockholm og Trondheim i samarbejde med folk, der tidligere har lavet hits til Christina Aguilera og Lutricia McNeal.
Og så er der i øvrigt "måske et stort tilbud i stil med Maverick på vej".
"Men jeg tager ikke hvad som helst for gode varer. Det eneste, jeg har respekt for nu, er en flybillet og en stor check.
Det er ikke så nemt at blive begejstret, når man har været det igennem som jeg har.
Man gennemskuer hurtigt branchen og får lidt læderhud. Jeg er blevet skide stærk af det," mener Linnéa Handberg.