Madeleine McCann forsvandt fra en ferielejlighed i Portugal for knap seks år siden under en ferie med sine forældre. For et par dage siden kom det frem, at engelsk politi havde udarbejdet en liste med mistænkte. En liste der ifølge kilder ikke består af mere end omkring 12 personer.

Det skriver britiske Daily Mail.

Blandt de nye mistænkte findes britiske rengøringsfolk og portugisiske arbejdere, som har arbejdet enten på feriestedet eller i området omkring feriestedet, hvor den dengang 3-årige Madeleine forsvandt i maj 2007. 

Madeleine McCann var på ferie i Praia da Luz i Portugal med sine forældre Gerry og Kate McCann og hendes tvillingesøskende Sean og Amelie. En aften var hendes forældre ude at spise middag med nogle venner, og da de vendte tilbage til ferielejligheden var Madeleine - eller Maddie, som hun kaldes - forsvundet.

Ifølge kilder begrænser listen med nye mistænkte sig til 12 personer, melder Daily Mail, der også oplyser, at da nogle af de mistænkte muligvis har været ansat på feriestedet, er de måske allerede blevet afhørt.

Politiet skulle efter sigende være specielt interesseret i seks britiske rengøringsfolk i en hvid varevogn, der arbejdede i Praia da Luz på tidspunktet for Madeleines forsvinden.

Udover de britiske rengøringsfolk er der også en gruppe af mistænkte, der tidligere har været afhørt af portugisisk politi, men som det engelske politi ønsker at tale med igen.

- Der er en masse mennesker, som vi gerne vil undersøge nærmere. Om ikke andet for at udelukke at de har noget med sagen at gøre, siger Hamish Campbell fra Scotland Yard.