Dårligt nyt til Madeleine McCanns forældre, der siden 2007 forgæves har ledt efter deres lille pige, der forsvandt under en ferie i Portugal.

I 2008 udkom bogen 'The Truth of the Lie' (Maddie - Sandheden om løgnen). I bogen hævdede den portugisiske betjent Goncalo Amaral, at Gerry og Kate McCann havde været medvirkende til deres datters forsvinden.

Derudover kom han også med påstanden om, at forældrene selv havde hævet et tocifret millionbeløb af de private donationer, der var tiltænkt efterforskningen.

Forældrene sagsøgte den nu tidligere betjent, der var med til at efterforske Maddies forsvinden i 2007, og de fik medhold i injuriesagen. Kendelsen blev omstødt tirsdag, og forældrene kan nu foreløbigt vinke farvel til den store erstatning på omkring 3,7 millioner danske kroner, som retten i første omgang skænkede dem.

Familien blev fuldstændigt ødelagt af de vilde anklager rettet mod forældrene i den meget omtalte sag. Og for at gøre ondt endnu værre, så lød det i appelrettens beslutning, at Amaral havde retten til at komme med anklagen mod forældrene. Den nye kendelse gjorde det klart, at der intet problem var med bogen. Det skriver nyhedsbureauet Associated Press.

Ifølge britiske Daily Mail så har forlaget bag bogen tænkt sig at få den i trykt, så man kan nå at tjene penge på den, inden den eventuelt bliver gjort forbudt igen af den portugisiske højesteret. Bogen nåede at blive solgt i 120.000 eksemplarer, inden forlaget trak den tilbage.

McCann-familiens portugisiske advokat Isabel Duarte oplyser, at familien har tænkt sig at appellere den nye kendelse til den portugisiske højesteret.

Politi håber stadig på at finde Maddie i live
I 2008 stoppede portugisk politi deres aktive efterforskning i sagen. Britisk politi er dog stadig i gang med at lede efter den lille pige. Senest nyt fra Scotland Yard er, at de har ledetråde i sagen.

Maddie McCann har været savnet siden 2007, hvor hun forsvandt fra en ferielejlighed i Portugal. Efterforskningen har kostet omkring 111 millioner danske kroner for myndighederne. Selv om man endnu ikke har fundet Maddie, så har politiet stadig håb om at finde hende i live.

»Vi arbejder på sagen. Der vil altid være en mulighed for, at vi finder Madeleine, og vi håber på at finde hende i live,« sagde efterforskningleder Mick Duthie til den engelske avis The Evening Standard mandag.