Et københavnsk par måtte opgive biografturen tirsdag - vandet gik nemlig. Nu efterlyser Dagmar Biografen det (måske) nybagte forældrepar.
En biograftur endte, før den overhovedet var begyndt, for et københavnsk par tirsdag eftermiddag. Det skriver Dagmar Biografen
»Når vandet går er der selvfølgelig ikke nogen tid til snik-snak om refundering af billetter eller lign! Men når den første tre-somhedstid har lagt sig, og det bliver tid til babysitter og to-somheds dates, må I altså gerne ombytte jeres billetter til en anden film her. Vi håber fødslen er veloverstået og ønsker jer stort tilykke med familieforøgelsen!,« lyder det i opdateringen, der på få timer har høstet mange 'likes'.
Var det dig, der aldrig nåede i biffen tirsdag? Eller kender du parret, der nok er blevet forældre nu? Så tip os gerne på 1929@bt.dk
De humoristiske folk slutter af med at skrive, at de har et godt bud på, hvad barnet skal hedde, hvis det da er blevet en lille pige.
Esben Sørensen var på arbejde kontrollør tirsdag omkring klokken 16. Her lagde han mærke til det unge par, hvor kvinden var meget højgravid.
»Jeg stod og tog imod billetter, og jeg lagde mærke til, at hun gik på toilettet to eller tre gange, inden filmen startede,« fortæller han til BT.
Men han nåede aldrig at tage imod det kommende forældrepars billetter:
»Manden kom og stillede popcorn og sodavand fra sig og sagde: 'Vi bliver nødt til at gå, min kones vand er vist lige gået',« forklarer Esben Sørensen, der så parret skynde sig afsted.
»Hvis de havde haft tid, ville vi gerne have refunderet billetterne, men jeg blev helt paf i situationen. Vi har aldrig oplevet det før,« fortæller kontrolløren, der mener, at parret enten skulle have set 'Selma' eller 'The Second Best: Exotic Marigold Hotel'.
Var det dig, der aldrig nåede i biffen tirsdag? Eller kender du parret, der nok er blevet forældre nu? Så tip os på 1929@bt.dk