Karina fødte mandag morgen en søn på en rasteplads på vejen mod Herning.

En fødsel kan tage lang tid, men det kan også gå for hurtigt.

»Jeg nåede slet ikke rigtig at være med,« siger 25-årige Karina Skov Kjærgaard, der omkring klokken 7.30 mandag morgen fødte sin søn under åben himmel på en rasteplads.

Thomas, hendes mand, førte bilen, mod fødeafdelingen på Herning Sygehus, mens Karina havde den ene ve efter den anden. Det gik godt indtil rundkørslen ved Aulum.

»Jeg sagde til Thomas, at nu skulle han ud. Nu presser det,« fortæller Karina Skov fra sygesengen på sygehuset, hvor »lillebror« drømmer sødt i sin vugge.

De ringede til sygehuset, som ville sende en ambulance.

»Heldigvis var der en rasteplads lige i nærheden,« fortæller Thomas Kjærgaard, som holdt ind til siden.

»Men jeg havde det rigtigt dårligt med at sidde i et bilsæde, mens barnet pressede på,« fortæller Karina.

»Jeg gjorde mig klar til at assistere med fødslen, hvis ambulancen ikke nåede frem,« fortæller Thomas.

En sygetransport kom tilfældig forbi og holdt ind til siden. Den havde dog ikke udstyr til at hjælpe ved fødslen, men de to reddere tilbød Karina at komme op på båren.

»Jeg skal ingen steder, for nu er det på tide,« lød det fra Karina, som kom

ud af bilen og stod og lænede sig op ad bildøren.

Falckmændene forsøgte at berolige - og bad hende puste dybt.

»Men jeg kunne slet ikke styre veerne,« fortæller Karina.

Men en ny ve pressede på, og Karina kunne slet ikke holde igen.

»Fostervandet skyllede ud i mine bukser, og jeg kunne mærke, at hovedet kom ud,« fortæller Karina, som husker blink fra en ambulance, som nærmede sig.

»Jeg blev nærmest kastet op på båren af de fire falckmænd,« fortæller Karina.

Hun fik joggingbukserne af, og ved den næste ve blev lillebror født under åben himmel - heldigvis på en relativ mild oktobermorgen.

»Jeg havde nok ikke opdaget det, hvis det var koldt,« fortæller hun.

»Lillebror« - som endnu ikke har fået et navn - skreg heldigvis, som han skulle og trak vejret med det samme.

De kom ind i ambulancen, hvor Thomas klippede navlestrengen, og Karina fødte moderkagen, inden de nåede sygehuset.

Lidt for hurtigt

Her bagefter synes Karina Kjærgaard dog, at det hele var slut lidt for hurtigt:

»Jeg synes, at det gik lidt for hurtigt, og jeg savnede nogle omkring mig. Det var så hurtigt overstået, at jeg ikke følte, at det var en rigtig fødsel.«

De fire falckmænd var hjælpsomme, og den ene havde været med til syv fødsler, men Karina ville gerne have haft en jordemor hos sig under fødslen.

Lillebror er fin og vejer 3860 gram og måler 54 centimeter, og han bevæger fingre og arme i søvne. Mens han spiser godt - og næsten sov igennem den første nat - har fødselen været hårdere ved Karina. Hun mistede en liter blod, da livmoderen ikke rigtig ville trække sig sammen.

»Især mandag var jeg meget træt og svag,« fortæller Karina.

Tirsdag havde hun det bedre, men hun har ikke travlt med at komme hjem, så længe hun ikke har kræfter til at gå rundt.

Faktisk var det meningen, at hun skulle føde på sygehuset i Holstebro, som især har de mindre komplicerede fødsler. Men på grund af optræk til en svangerskabsforgiftning blev hun i sidste uge omdirigeret til Herning.

Vågnede med veer

Derfor var der ekstra langt, da hun vågnede klokken fem mandag morgen og kunne mærke veer. Hun vækkede Thomas, og hun kunne tælle syv veer på 11 minutter. Da de ringede til sygehuset, fik de besked på at køre straks. Men først skulle de lige have fat i mormor, der skulle passe deres tre-årige Nikoline.

»Der er jo en times kørsel til Herning. Havde det været i Holstebro, havde vi nået det,« siger Thomas.

»Jeg havde fra starten den fornemmelse, at det gik stærkere end første gang, selv om jeg ikke havde store veer. Men jeg vidste ikke, om det var mig, der var pjattet,« siger Karina.

Thomas har fri de næste 14 dage fra sit job som svejser hos Bredan i Ringkøbing, mens Karina har barselsorlov hos Ceramicspeed i Holstebro.

Mandag formiddag kom redderne forbi på barselsgangen med en buket blomster.

»De syntes, det havde været en god måde at starte dagen. Oftest er de jo på vej ud til sygdom og ulykke,« fortæller Karina med et smil.