Tv-seere har i dette forår kunnet følge politiets og diverse myndigheders arbejde som aftenunderholdning i programserien ’Politirazzia’ på TV3.
Selv om formålet med politiets kontrol er ’sikkerhed og fremkommelighed’, som det beskrives i programmet, har politiet i udsendelserne også selskab af andre myndigheder. Blandt andet Skat.
I et program kunne seerne blandt andet følge skattemedarbejdere på en indbringende jagt efter autocampere i en af politiets opsatte sluser med biler. Autocampere er et interessant mål for Skat, fordi autocampere har en nedsat registreringsafgift, der dog stiller krav om, at vognen er beregnet på beboelse.
Og det blev dyrt for en ung mand, der måtte betale 25.000 kr. i afgift til Skat, fordi hans camper manglede et lille spisested, før den levede op til Skats krav, og derfor måtte han aflevere nummerpladerne til Skat på stedet.
- Der skal til enhver tid kunne indrettes ophold og beboelse til fire mennesker i denne bil. Det kan man ikke. Du kan sove her, men du kan ikke indtage mad. Du kan ikke spise og drikke, lød beskeden fra den pågældende skattemedarbejder, der var gået om bord i camperen.
På baggrund af et folketingssvar har BT regnet sig frem til, at intet mindre end 30.872 bilister sidste år blev standset i forbindelse med politiets udvidede rutinekontroller.
Ifølge professor i jura ved Aalborg Universitet Lars Bo Langsted er episoden et godt eksempel på, at myndighederne ’nasser’ på hinandens hjemler.
- Politiet har hjemmel til at standse, Skat har hjemmel til at spørge, og føreren har pligt til at svare, siger han.
Københavns Politi, der stod bag den pågældende kontrol, afviser kritikken.
I et skriftligt svar henviser man til en bestemmelse om registrering af køretøjer, hvoraf det fremgår, at politiet ’kan standse et køretøj alene for at kontrollere, om køretøjet er registreret i overensstemmelse med lov om registrering af køretøjer’.
Og i forhold til Skat henviser politiet til en anden paragraf, hvor ’Skat kan bestemme, at et køretøjs nummerplader skal inddrages ved politiets foranstaltning...’ Lars Bo Langsted medgiver, at myndighederne hver for sig har hjemler, men han mener stadig ikke, at der er hjemmel til en decideret totalkontrol – eller med politiets ord ’en udvidet rutinekontrol’.
- Ingen havde forestillet sig, da man lavede hjemlerne i skattelovgivningen, at de skulle bruges midt på motorvejen. Der er nogle færdselsmæssige hensyn og trafik-hensyn, der skal tilgodeses. Jeg tror snarere, reglerne var nedfældet til sådan noget som torskegilde hos Skat. Det er en uskøn sammenblanding af nogle hver for sig skønne regler, siger han til BT.