Transfer-sagaen om Manchester Uniteds målmandsposition har taget en ny drejning. På nuværende tidspunkt ved ingen helt om David de Gea er solgt. Sikkert er det dog, at Anders Lindegaard er skippet af sted. Det samme var ventet af reservekeeper Victor Valdes - men noget tyder på, at det har ændret sig.

Et par timer inden transfervinduet lukker har den tidligere Barcelona-spiller ændret sit coverbillede på Facebook til Uniteds klublogo. Alt tydede ellers på, at Valdes var en færdig mand i storklubben, efter manager Louis van Gaal offentligt kritiserede målmandens indstilling.

»Han følger ikke min filosofi. Der er ikke plads til sådan en som ham. Når du ikke er villig til at følge principperne, så er der kun en vej, og det er ud. Dét (at spille på andetholdet, red.) er et aspekt af vores filosofi, men der er også en masse andre om, hvordan man skal agere som målmand i Manchester United.« sagde den hollandske manager ifølge BBC tilbage i juli måned.

Uniteds målmandskabale har indtil videre betydet, at Sergio Romero er ankommet, mens Lindegaard er smuttet. Samtidig forlyder det, at hvis handlen med De Gea går igennem, så ryger Real Madrid-målmand Keylor Navas til Old Trafford.

Et skifte til tyrkiske Besiktas var længe undervejs for Valdes, men forhandlingerne brød sammen til sidst. Og selvom Valdes ikke engang har fået tildelt et trøjenummer, kan den seneste handling fra spanierens side tyde på, at han bliver i United og tager kampen op.