- Personligt havde jeg aldrig troet, det skulle ske for mig at slippe afsted med det her. F***, det er for vildt. Det havde jeg ikke set komme. Jeg har vundet X Factor. Wauw. Tak, lød det fra en usædvanligt mundlam Blachman.

For selv om det var duoen, Anthony Jasmin, der blev udråbt til vindere, hedder X Factors store sejrherre Thomas Blachman.

Det lagde Anthony Jasmin heller ikke skjul på.

- Vi er så glade. Vi forstår det slet ikke. Det er for sindssygt. Blachman har betydet alt for os under det her forløb. Uden ham stod vi ikke her, lød det glædesstrålende fra Anthony Jasmin til BT lige efter sejren.

Først trumfede de over Henriette Haubjerg. Og trods skarp konkurrence fra Remees solist, norske Lucy Mardou fra Thylejren, der var bookmakernes favorit, lykkedes det på målstregen den charmerende duo at stjæle seernes sms-hjerter og løbe med årets hovedpræmie. En EP, der indspilles med den amerikanske topproducer, John Shanks.

Sejren var fuldt fortjent, lød det fra dommerne, der havde den helt store buket rosende superlativer fremme.

- I er fantastiske, lød det fra Lina Rafn, mens Remees kompliment gjaldt selve konstruktionen af Blachmans duo.

- Looket er super stramt, sangvalget er cool, I er topstylede. I har alt, hvad der skal til for at skabe et band, sagde hitsnedkeren.

Dog forsøgte Blachman at nedtone sit ’projekt’, som han kalder et ’energi-mirakel’.

- Der er intet designband over jer. I kører selv med en ungdom og attitude, som I kan rumme med den største troværdighed, sagde den stolte mentor, der i år kan skrive seks sæsoner som dommer på CV’et.

Både Remee og Lina Rafn har vundet X Factor én gang hver. Derfor var sejren helt essentiel, lød det før finalen fra Lina Rafn til BT.

- Thomas trænger til det. Så vil ringen slutte, så vil alt gå op i en højere enhed og ende godt, som hun sagde.