Det skal være slut med nye stigninger i den kommunale grundskyld. Det siger knap halvdelen af vælgerne i en meningsmåling foretaget af Rambøll/Analyse Danmark for Morgenavisen Jyllands-Posten.

I målingen svarer 47,8 procent ud af de i alt 950 adspurgte danskere, at de støtter en fastfrysning af grundskylden, så den for fremtiden kun stiger med inflationen.

Mens flere af de borgerlige partier ønsker at gøre op med stigningerne i grundskylden, har de Konservative stillet et konkret forslag i Folketinget om, at grundskylden fastfryses på 2013-niveau og fremover kun stiger med inflationen.

»Jeg er sikker på, at de andre partier vil være enige med os i, at det er på tide at få standset statens grådighed over for boligejerne, når de nu ser denne måling og bliver klar over, at halvdelen af danskerne er enige med os,« siger finansordfører Mike Legarth (K).

Liberal Alliance ønsker at gå endnu længere og fastfryse grundskylden i kroner og ører, så den slet ikke stiger.

»Ellers bliver der endnu større forskel på at eje lejlighed eller hus. Ejendomsværdiskatten er låst i kroner, og derfor er det kun husejerens boligskat, der bliver ved at stige og stige, selv om begge ejer en bolig, der er vurderet til for eksempel to millioner kroner,« siger skatteordfører Ole Birk Olesen (LA) til avisen.

Venstre vil nøjes med at give kommunerne lov til at sænke grundskylden, så de ikke længere skal opkræve mindst 16 promille af grundværdien i skat. En fastfrysning af grundskylden er nemlig »uden for rammen af, hvad vi har fundet finansiering til,« siger skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V).

Det ville ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten koste omkring 1,5 milliarder kroner i mistede skatteindtægter at fastfryse grundskylden på 2013-niveau, så den kun stiger med inflationen.

Ifølge Socialdemokraternes fungerende skatteordfører John Dyrby Paulsen (S), ville det isoleret set »på mange måder være logisk«, hvis grundskyldsstigninger blev låst til inflationen.

»Men man er nødt til at se de samlede ejendomsskatter under et, og jeg kan ikke se, hvor de penge til at fastfryse grundskylden skulle tages fra. Sandheden er, at vi ikke har de penge,« siger John Dyrby Paulsen.

Liberal Alliance og de Konservative foreslår at finde pengene blandt andet ved nulvækst i den offentlige sektor.