"Vi sælger garanteret ingen T-bone steaks i dag, men vi har da solgt noget hakket oksekød," siger slagtermester Niels Erik Melhede.

Han fortæller, at de handlende er lidt nervøse og spørger om, hvad det er, der sker, men der er ingen hysteri, og folk tager det stille og roligt.

"Det er min opfattelse, at kunderne synes, at problemet er vildt overdrevet, men det er klart, at de da tænker over det," siger han og understreger, at det ikke er farligt at købe hakket oksekød hos ham. I hans forretning hakker de selv kødet, der kommer fra forkødet på koen, tykkammen, og det er ikke i fare for at være smittet med kogalskab.

Det er til gengæld de stykker, der indeholder eller har været i berøring med dele af koens rygrad og rygmarv. T-bone-steak, tyksteg, tykkam, tyndsteg og højreb er stykker, der sidder omkring koens rygrad, og koteletter og entrecotes er bøffer skåret ud af højreb, og derfor er de også i risikogruppen.

De dele på dyret, der kan være smittet med kogalskab er rygmarv, hjerne, øjne og mandler. Indeholder kødet ikke nogle af disse dele, kan det spises risikofrit. Det gælder også for dyr, der er under 12 måneder gamle, og det vil sige, at lammekød og det meste kalvekød roligt kan spises.

Læs mere om kogalskabs-sagen i B. T. i dag