Vi er blevet så kropsforskrækkede, at vi godt tør vise billeder af silikonebryster på busser, men vi vil ikke se helt naturlige kvindebryster, mener Lynge Korsgaard.
Derfor har han fået taget et billede af sig selv og sin nyfødte datter uden tøj på på Facebook, hvor han holder hende i et godt greb om hendes underliv med overskriften 'Pas på det naturlige.' Altså som i, at vi skal passe på det og ikke være bange for det, for som han skriver.
Artiklen fortsætter under billedet.
»Når jeg står og kigger på hende, og forestiller mig hendes liv, kan jeg blive ramt af frygt. Der må være et par håndfulde fædre før mig, der har stået i samme situation, og spurgt sig selv: Hvordan skal jeg beskytte hende? Min frygt går dog ikke på, hvordan jeg skal beskytte hende mod teenage-bebumsede knallertprimater, som hun kommer til at løbe ind i, den går på, hvordan jeg skal beskytte hende for at forblive naturlig,« starter han sit opslag, som er blevet delt af mere end 1.500 af hans Facebook-venner.
Opslaget er lavet i forbindelse med, at det er World Breastfeeding Week, og Lynge Korsgaard, der er efterskolelærer, har skrevet det, fordi han er ærgerlig over, at vi i for høj grad hylder det kunstige og frygter det naturlige som en helt almindelig nøgen krop eller et kys på kinden.
»Vi hylder tv-programmer, hvor folk er eller fremstår unaturlige. Jo mere vild, gakket og selvoptaget du er desto større chance er der for, at du bliver en stjerne.Samtidig med at vi hylder det unaturlige, sætter vi det naturlige gevaldigt under pres. Jeg oplever at vi er blevet bange for at være naturlige,« skriver han.
Han mener derimod, at det er blevet sværere for kvinder at amme i det offentlige rum. at det er et problem, at pædagoger ikke må kysse børn på kinden, og at det naturlige kvindebryst nærmest er blevet tabubelagt og bliver censureret væk på eksempelvis Facebook.
»Samtidig pryder vi busser med opfordringer til at få skiftet de naturlige bryster ud med “NYE BRYSTER”.«
Klar på at tage debatten
Lynge Korsgaard er ikke den første, der skaber debat om nøgenhed i forbindelse med børn. Tidligere har det vakt opsigt, da komikeren Torben Chris lagde et billede op af sig selv i et badekar med din datter, og i 2014 endte redaktøren af Vores Børn Luise Mørup Sonne i en shitstorm, fordi hun skrev følgende i bladet.
»Villads og jeg skraldgriner, når vi leger 'Ormen og solsorten' - hvor min hånd er en sulten solsort, der kommer flyvende og forveksler hans bette tissemand med en lækker, lille regnorm. Haps, skrev hun om legen med sin fire-årige søn.
Men Lynge Korsgaard frygter ikke at ende i samme situation. Faktisk tværtimod.
»Jeg er klar på at tage debatten, for det er netop mit mål at nå ud til så mange som muligt, for jeg oplever som efterskolelærer, at mange af mine elever har det svært med deres egen krop og dem selv og deres venner, fordi vi lever i et system, hvor kroppen bliver stigmatiseret. Men lad os nu være dem, vi er og tro på os selv og glemme alle kropsidealerne,« siger han til BT.
Han fortæller også, at han indtil videre kun har fået positive reaktioner på sit opslag. Han ender med at konkludere, at det er blevet en kamp at være naturlig og ligefrem et politisk statement i stedet for bare at være det.
Og derfor har han et fremtidsønske for sin lille datter.
»Jeg har et gevaldigt ønske om, at den lille pige, der ligger og kigger op på mig, kan få en fremtid, hvor den kvindelige krop ikke er stigmatiseret, hvor et kys på kinden og et kærtegn med hånden ikke er et overgreb, hvor mænd og kvinder står på samme side i værn om lige rettigheder. Jeg ønsker en fremtid for min datter, hvor hun kan være glad og naturlig, for den hun er.«
