Vejle kæmpede sig heroisk tilbage i topkampen mod Lyngby - for så at se sejren alligevel havne hos toprivalerne. Det endte 3-2 til de kongeblå, der dermed rykker op på førstepladsen i landets næstbedste række.

Det var to af rækkens oprykningsbejlere, der mødtes til på Lyngby Stadion. Hjemmeholdet lå inden kampen på tredjepladsen, mens Vejle lå blot et point efter.

I første halvleg lignede det dog ikke et opgør mellem to ligeværdige mandskaber. Lyngby dominerede, og med to scoringer fra den nigerianske angriber Oke Akpoveta lignede det en afgjort sag efter 45 minutter.

Men vejlenserne fandt en trodsig fight frem i kampens anden halvdel. Først reducerede Moses Lamidi, og 10 minutter inde i halvlegen udlignede Martin Svensson direkte på frispark.

Men det flotte comeback skulle vise sig forgæves. For med godt og vel et kvarter tilbage af kampen scorede Lyngbys Frederik Gytkjær til slutresultatet 3-2.

Lyngby fører nu Bet25 Ligaen med 15 point. Vejle er på femtepladsen med 11 point.