Den norske langrendsstjerne Therese Johaug er blevet idømt en foreløbig en dopingkarantæne på to måneder.
Det oplyser Antidoping Norge til nyhedsbureauet NTB ifølge Ritzau.
Det sker på samme dag, hvor der er dukket nye, måske afgørende detaljer op i sagen. Dem kan du læse mere om her
Antidoping Norge meddeler, at Therese Johaug er suspenderet i to måneder, mens man afventer en endelig domsigelse i sagen. 18. december er den dato, hvor der senest skal falde en dom over den norske skistjerne. Hun må ikke konkurrere i den pågældende periode.
Det er den indledende sagbehandling, der nu er afsluttet. Nu skal sagen færdigbehandles, inden skyldsspørgsmålet skal afgøres.
Johaug blev testet positiv for stoffet clostebol, som hun skulle have fået fra brug af cremen Trofodermin mod solbrændte læber.
Landsholdslægen Fredrik S. Bendiksen tog ansvaret og forlod sit job, da han hævdede at have givet hende den omtalte creme.
I dommen lægges der dog vægt på, at Johaug ikke selv kan siges at være helt uskyldig.
»Baggrunden for beslutningen er, at anklagemyndigheden ikke er den opfattelse, at udøveren kan siges at være uden skyld,« siger myndighedens leder, Anstein Gjengedal, i en erklæring.
Anklagemyndigheden oplyser, at man fortsat efterforsker flere aspekter i sagen.
Johaugs dopingprøve blev foretaget 16. september i Oslo, efter hun var vendt hjem fra en træningslejr med landsholdet i italienske Livigno.
Hun fik selv svaret på den afgivne urinprøve 4. oktober, men der gik altså yderligere ni dage, før offentligheden hørte om sagen, der har været dækket massivt i både norske og svenske medier.
Therese Johaug har vundet tre olympiske medaljer - en af hvert metal.
Der er nu også oprettet sag mod landsholdslægen Fredrik S. Bendiksen.