Skilsmissebørn har det bedst, når de er lige meget hos mor og far. Det tvinger nemlig eks’erne til at samarbejde. Det konkluderer en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI, red.).

Skilte forældre har ellers måttet høre for, at de handlede mere efter egne behov end barnets tarv, når de valgte en 50/50-samværsordning, hvilket bygger på en indforstået konsensus om, at børn trives bedst med én fast base og bliver stressede og rodløse af at skulle frem og tilbage mellem mor og far.

En konsensus, der nu bliver tilbagevist af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der fastslår, at børn, der er lige meget hos mor og far, har det bedre end andre skilsmissebørn.

Med BT PLUS får du:

Eva: 'Vi arbejder jo på en fælles sag - skønne børn'

Vi har altid været enige om, at vi skulle samarbejde ud fra, hvad der var bedst for vores piger. Vi har tre piger, som var seks, syv og 10 år, da vi blev skilt. Kommunikation er nøglen til trivsel. Det er min klare overbevisning.

Pigerne har ikke oplevet at være skilsmissebørn i stort omfang, da vi altid begge har deltaget i arrangementer som fødselsdage, fodboldkampe osv. Pigerne har tit sagt, at de er lykkelige over, at vi kan holde ud at hygge og være til stede begge to. For os har det været en selvfølgelighed: Når vi har valgt at få børn sammen, så har vi også valgt at være en del af hinandens liv i fremtiden.

Den største gave, man kan give sine børn, er at vise dem, at man er rummelig overfor hinanden trods de ting, der fik os til at blive skilt.

Pigerne har levet 50/50 igennem cirka fire år. Vi har altid sørget for, at de har tøj, legetøj og sådan noget begge steder. Ting som vinterstøvler, fodboldtrøjer, rideting og hvad de ellers har brug for, som der kun var et sæt af, har vi voksne bragt til den anden forælder ved skiftedag, inden børnene kom fra skole. Jeg pakkede altid tingene ud med det samme, så det ikke føltes som at leve i en kuffert. Skiftedag har altid været fredag hos os.

Pigerne har haft lov at besøge os i det omfang, de har haft brug for det. Og selvom de var hos deres far, deltog jeg stadig i vigtige ting i den uge.

Kommunikation er altafgørende, så vi har heller aldrig brugt at tale dårligt om hinanden. Pigerne har altid oplevet positive forældre omkring skilsmissesituationen.

Vi har drøftet forskellige ting som sengetider og grænser for, at det skulle være nogenlunde ens hos os hver især og undgå 'jamen det må jeg godt hos far'-situationer.

Selvfølgelig har vi ikke været enige om alt. Man må også sluge nogle kameler. Det vigtigste er at tale åbent med hinanden om de ting, der opstår, og lytte til hinanden i stedet for at gå i forsvar og tage det som kritik. Man arbejder jo stadig på en fælles sag - nemlig at få nogle skønne fornuftige unge mennesker.

Da den ældste var 14 år, meldte hun ud, at hun ikke orkede at bo to steder mere. Hun havde brug for en fast base, nu hvor hun var i en alder, hvor tasken blev fragtet frem og tilbage, fordi yndlingstøjet skulle med.

Et år senere blev vi enige om, at den midterste også skulle have base et sted. Vi snakkede med hende, og hun flyttede fast ind hos hendes far, da de har rigtig mange ting til fælles. Kort efter fulgte den mindste efter og fik base hos mig.

I dag har de alle tre fast base hos en af os, men de styrer selv, hvor meget de vil se den anden i løbet af ugen. Dog er de på fast weekend hos os, og den ordning fungerer super godt nu, hvor de er blevet større.

Vi synes, at vores måde at gøre det på er en stor succes.

Evas gode råd:

- Tal aldrig dårligt om hinanden

- Lyt til dit barn

- Deltag i samme arrangementer, f.eks. skole-hjem-samtaler og fodboldkampe

- Vis børnene, at I taler sammen. Så undgår man, at de prøver at snyde med 'det siger mor' eller 'det må vi godt hos far'

- Vær rummelig over for hinanden og de svagheder, man har som forældre

- Støt altid hinanden og vis børnene, at I stadig arbejder sammen som mor og far

- Pak tasken for børnene, så de ikke oplever at leve i en taske og pak den ud med det samme

- Vær åben overfor de følelser og reaktioner, som børnene kan få ved en skilsmisse

Helle: 'Slug nogle kameler'

Hvis man kan sige, at en skilsmisse er god, så er min en af dem. Vi har aldrig sagt et ondt ord om eller til hinanden. Mine børns far er den bedste eks og den bedste far, man kan ønske sig.

Jeg er skilt på femte år og har to børn - Casper på 14 år og Christina på 11. Vi bor i Vallensbæk.

Vi aftalte fra begyndelsen, at børnene skulle være lige meget ved hos begge. Vi har lige meget ret til ungerne, og de har lige meget ret til os.

Vi skifter om mandagen. Jeg synes, mandag er bedre end fredag, så ungerne kan skabe sig et overblik i en kalender, som passer med en skoleuge. Hvis de var mindre, kunne et fredagsbyt også være ok.

Når ungerne går i skole mandag, ved de, at de skal gå hjem til den anden part efter skole eller klub. Kun ganske få gange på fem år har de bevæget sig i forkert retning efter skole om mandagen.

Forælderen, der skal aflevere ungerne, skal fragte den fælles taske til ‘modtagerforælderen’ inden klokken 18.00. Nogle gange vil der jo ligge bøger i tasken, der skal bruges til lektielæsningen.

Økonomi er en af de største årsager til uenighed. Vi har derfor valgt at dele alle omkostninger og tilskud. Det gør vi ved at have et barn hver på adressen. Derved får vi begge enlig forsørger tilskud.

Vi betaler børnepenge (det samme beløb) til hinanden. De daglige aktiviteter betaler vi så til hvert 'vores' barn. Når der f.eks. skal handles vintertøj eller andre dyre fornødenheder, smider vi begge en andel i puljen.

Da vi blev skilt, gav vi hinanden et højhelligt løfte: Vi ville begge blive boende i Vallensbæk. Det var super vigtigt for os begge at kunne tilbyde ungerne den tryghed, der er ved, at de kan blive på skolen og være sammen med kammeraterne, når de har lyst - og ikke efter om de lige bor hos mor eller far i den pågældende uge.

Man skal kunne komme i hinandens hjem, så ungerne føler et fællesskab omkring familien. De kan også bare tage hjem til det hjem, som ikke lige er 'ugens hjem' og sidde alene i fred og ro, når der er behov for det.

De må også gerne hente ting. Man må under ingen omstændigheder låse ungerne fast i, at nu er det mor-uge eller far-uge, mener vi. Der skal lyttes til deres behov, hvis de savner den ene forælder.

Ungernes far og jeg er forholdsvis enige om opdragelsen. Vi sparrer meget med hinanden. Ungerne udvikler sig og deres måde at modtage opdragelse ændrer sig også. Så derfor taler vi altid om forandringer, der sker med dem.

Vi taler også om, hvad vi hver især skal gøre omkring et givent problem eller udfordring, så ungerne får samme information og støtte i begge hjem. Hvis man ikke sikrer, at de får denne enslydende information og støtte, bliver de skrupforvirrede. Jeg har spurgt mine unger om, hvad der er godt ved 50/50-samværsordningen og vores situation, og de nævner:

- Dig og far er gode venner.

- Dig og far taler pænt til hinanden.

- Vi har dig og far lige meget.

- Vi har to hjem.

- Vi har en far og mor, der forstår os.

Vi er stadig en familie. Det eneste minus, de kunne finde på var, at det er 'irriterende at skulle pakke fællestasken søndag aften.' Altså de ting, som man typisk kun har en af. Skolebøger, sportstøj og vintertøj.

Man skal kigge på sit barn og vurdere, hvad der virker. Hvis et barn ikke trives, vil det fremgå meget tydeligt, og så er det bare om at rette ind til højre og lade sine egne behov komme i bagerste række.

I vores situation er vi begge gode til at tænke på ungerne først, og det har, med tiden, været til gavn for os alle.

Helles gode råd:

- Slug et par kameler i begyndelsen. Det kommer tifoldigt tilbage

- Lyt, lyt, lyt

- Bliv tæt på hinanden geografisk

- Del alt økonomisk

- Vær åben om opdragelse

- Og ikke mindst: Tal pænt til og om hinanden

Henrik: 'Nu kan jeg hjælpe dem med lektierne'

Vi blev separeret i sensommeren 2007 uden de store problemer - i hvert fald i begyndelsen.

I forbindelse med separationen havde min ekskone bedt om et vejledende møde i Statsforvaltningen i den tro, at vi ville få børnesagkyndig vejledning. Sådan et møde skal vare 20 minutter, så man når selvsagt ikke meget.

Vi blev oplyst om økonomi, bodeling, fraflytning og andet praktisk. På et tidspunkt spurgte sagbehandleren til samværsordning. Min ekskone og jeg havde en fælles forståelse om en 7/7-samværsordning, men det ville sagsbehandleren ikke anbefale på grund af børnenes alder. De var dengang tre, fire og syv år gamle.

Hun anbefalede det uden overhovedet at have spurgt til vores familie, men tog alene udgangspunkt i Statsforvaltningens erfaringer.

Jeg blev mere eller mindre forført til at skrive under på en 9/5-samværsordning - dog med det sigte at komme frem til en 7/7-ordning.

Med 'forført' mener jeg, at jeg i situationen tænkte, at sagsbehandleren vel havde en vis autoritet og erfaring, som jeg måtte tage seriøst - selv om jeg havde en anden opfattelse af, hvad der ville være godt for mine børn.

Og i situationen er man mildest talt rundt på gulvet og har bare svært ved at overskue hele cirkuset.

Det skulle vise sig at være mere besværligt at komme til at dele børnene ligeligt mellem os, end vi lige opfattede til at begynde med. Det gav en masse forviklinger, og vi endte i retten, før vi fik det løst.

Men det korte af det lange er, at vi blev enige i mindelighed, så børnene nu er lige meget hos os begge.

Det fungerer så godt, som det nu kan. Børnene har to forskellige hjem, men jeg hører dem aldrig beklage sig over, at det rent faktisk er to forskellige hjem.

Min ekskone og jeg kommunikerer relativt meget på sms og mail for at få tingene til at hænge sammen med hentning og bringning. Og jeg henter og bringer børnenes tasker, så de ikke skal have en masse ting med i skole.

Jeg er utrolig glad for samværsordningen. Jeg er f.eks. glad for, at jeg kan hjælpe dem med lektielæsningen. Det tror jeg ikke, at min ekskone ville kunne magte alene. Nu kan jeg kigge dem over skulderen.

Børnene får opdragelse med fra begge lejre, og det, tror jeg, er godt for dem. De har også lige stor mulighed for at holde kontakten med både min familie og venner og min ekskones.

Hvis jeg kun havde dem i weekenderne, ville jeg måske prioritere oplevelser højere - og blive en Tivoli-far. Men nu kan jeg også tage dem med på familiebesøg.

I dag har vi sågar en aftale om, at vi sætter alle offentlige ydelser vedrørende børnene ind på en fælles konto sammen med et aftalt beløb. Så trækker vi penge derfra, når der er udgifter til børnene. Så man kan sige, at vi nu har fællesøkonomi omkring børnene.