"Det var lige efter at han var tiltrådt, da han var rundt og hilse på i klubberne," siger den 29-årige Herfølge-spiller.

Men måske Bo Johansson skulle hilse på en gang mere. For Lustü er netop nu Superligaens klart bedste forsvarsspiller.

Selv da holdkammeraterne gik helt ned mod Brøndby i forrige kamp holdt han som den eneste et højt niveau kampen ud. Og i går var han banens bedste, da Herfølge generobrede førstepladsen.

"Min styrke er nok, at jeg aldrig giver op. Jeg vil simpelthen vinde. Derfor er jeg måske blevet så stabil i dag," siger Lustü, der erkender at han brænder efter at få en medalje.

"Jeg har aldrig vundet noget. Og nu har jeg set Faxes guldmedalje. Den var flot," siger han.

Han var gang på gang Herfølges redningsmand i kampens midterste halve time, hvor Lyngby-folkene kom stærkt over kanterne.

Da hang et Lyngby-mål i luften. Men i stedet kunne anfører Thomas Høyer sende bolden i mål til 2-1 på flot forarbejde af Kenneth Kastrup og Jens Madsen.

"Så stemplede mine spillere ud," siger Lyngby-træner Poul Hansen, der var skuffet over sine spilleres indsats.

Thomas Knudsen og Kenneth Jensen kunne derefter cementere Herfølge-sejren.

"Pokkers. Med en sejr havde vi været med helt fremme. Nu er der nogle, der skal vise noget i sæsonens sidste kampe, hvis de vil være med næste år," siger Poul Hansen, som tvunget af skader gamblede med en midtbane uden deciderede bolderobrere. Før pausen løb Martin Johansen og Lars Larsen, som er på vej tilbage efter en lang skadespause, rundt som nærmest blinde passagerer.

Et Lyngby-forsvar, som spillede med fire mand på linie højt oppe på banen, blev gang på gang reddet af den fremstormende målmand Per Fahlström, når Herfølge spillede i dybden.

Jesper Heyde bragte hjemmeholdet foran efter bare tre minutter, da han afsluttede en dribletur på en halv banelængde med at bruge Lyngbys Andreas Havlykke som en ufrivillig bande.

Efter tyve minutter havde Herfølge-anfører Thomas Høyer en kæmpechance til at bringe sit hold foran 2-0.

I stedet slog Lyngby kontra. Kim Christensen og Christian Magleby kombinerede sig igennem i højre side, hvorefter Havlykke dukkede op i modsatte side og sendte den flade aflevering i mål fra spids vinkel.