Andelen af lungekræftpatienter i Region Hovedstaden, der overlever de første fem år efter den første operation, er bedre end landsgennemsnittet. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Lunge Cancer Register.
Fem år efter den første operation overlever 51,3 procent af patienterne i Region Hovedstaden, mens landgennemsnittet er 46,9 procent. Dermed ligger Region Hovedstaden helt i top på, mens Region Midtjylland ligger i bund med 40,1 procent. På landsplan er overlevelsesprocenten generelt steget de senere år.
LÆS OGSÅ: Sådan føles symptomerne på lungekræft
Den positive udvikling i Region Hovedstaden glæder Kirsten Lee (R), der er formand for Region Hovedstadens udvalg for kvalitetsforbedringer.
- Jeg er meget tilfreds med tallene, og det er dejligt at se, hvordan vores arbejde for at forbedre overlevelsen blandt lungekræftpatienter har båret frugt, siger hun.
Også formanden for det årlige kvalitetsmøde, hvor specialister på området gennemgår resultaterne, Jesper Holst Pedersen, overlæge på Rigshospitalet, er tilfreds
- Det er en stor glæde, at patienter opereret i Region Hovedstaden for lungecancer generelt over årene har haft landets bedste overlevelsesniveau, siger han.
Hos Region Hovedstaden følger man udviklingen nøje og arbejder målrettet med at fastholde de gode overlevelsesresultater og med fortsat at gøre ventetider for operation og ventetider til anden kræftbehandling kortere.
- Dels modtager vi løbende kvartalsrapporter, som gør os i stand til at følge op på vores resultater, dels mødes relevante klinikere en gang om året og gennemgår resultaterne og finder på den måde ud af, hvordan vi forsat arbejder på bedst at forbedre vores behandling og patienternes overlevelse, siger Jesper Holst Pedersen.
430.000 danskere har KOL - halvdelen ved det ikke endnu. Er du ryger? Så test din viden om KOL her