20 kilometer var alt for langt at flytte for en ung familie i Frederiksværk, der lider under store økonomiske problemer. Også selvom det kunne blive deres redning.

I tirsdagens udgave af Luksusfælden valgte parret Kevin og Christi at afslå råd fra jurist Sara Kaae og økonomisk rådgiver Jan Swyrtz om at sælge deres sommerhus i Frederiksværk, hvor de bor ulovligt, og flytte til en lejlighed i Hillerød.

Det nægtede Kevin Værum Kristensen og Christi Munkstrup, fordi de ikke ville flytte væk fra Frederiksværk, hvor de begge er født og opvokset.

- Jeg har ikke lyst til at flytte til Hillerød. Jeg kan ikke se, hvad jeg skulle lave der. Alle mine venner og min familie er i Frederiksværk. Det er hverken lykke for mig eller Christi at bo i en 52 kvadratmeters lejlighed i Hillerød med vores lille datter, siger Kevin Værum Kristensen til BT.

Glad for dagplejemor

Samlet set har 23-årige Kevin og 19-årige Christi en gæld på over 1,2 millioner kroner. Det skyldes blandt andet, at de har købt bil og sommerhus. De har samtidig optaget en lang række mindre forbrugslån, og når de lige stod og manglede penge, har de købt mobiltelefoner på afdrag og solgt dem videre. Bagefter har de valgt ikke at betale afdragene på mobiltelefonerne, som de i dag skylder 82.000 kroner for.

I programmet krævede eksperterne, at parret satte deres sommerhus til salg og flyttede de 20 kilometer fra Frederiksværk til Hillerød, hvor de havde fundet en billig lejlighed til dem. Men ud over frygten for at miste deres netværk i Frederiksværk, ville parret heller ikke tage deres toårige datter ud af dagplejen.

- Vi er glade for vores datters dagplejemor i Frederiksværk, så vi ser ingen grund til at tage hende væk derfra, siger Kevin Værum Kristensen, der føler sig misbrugt af Luksusfælden.

- Jeg fortryder sindssygt meget, at vi var med i programmet, som jeg synes, udstillede os på en helt forkert måde. Hvis ikke vi fulgte Sara og Jans råd, ville de ikke hjælpe os, siger han.

Følger flere råd

I programmet indvilligede banken i at sætte parrets lån i bero, hvis de fulgte Luksusfældens råd og solgte sommerhuset. I alt gav banken dem et halvt år til at få det solgt. Men den tidsfrist mener Kevin ikke ville have været holdbar.

- Hvis vi ikke fik det solgt, inden tidsfristen udløb, ville vi pludselig sidde med udgifter på både lejlighed og sommerhus. Hvis en af os pludselig blev arbejdsløs, eller hvis vi aldrig fik solgt sommerhuset, ville vi jo ende med en kæmpe gæld, siger han.

Fire måneder senere har parret alligevel valgt at følge Luksusfældens råd og sætte deres sommerhus til salg. Desuden har de skaffet sig af med bilen, og de er flyttet ind hos Kevins far i Frederiksværk, hvor de vil bo, indtil de har fundet sig en lejlighed.

Samtidig har de valgt at søge hjælp hos professionelle økonomiske rådgivere.