"Hvis de oplysninger, vi hidtil har fået er korrekte, trækker vi os. Fra holdets side mener man, at der er sket en fejl.
Men vi skal have at vide, at det er det, der er tilfældet for ikke at trække os," siger Troels Holck, der dermed beder om, at den tiltalte beviser sin uskyld.
I sager med mistanke om EPO er det svært nok at påvise brugen af det, og om muligt endnu vaskeligere at modbevise. Det er den opgave MJJ står overfor, hvis tæppet ikke skal trækkes væk under dem.
"Men jeg kan ikke forestille mig, at en rytter vil begå sådan en dumhed og dermed sætte hele holdets eksistens på spil. Selvfølgelig håber jeg, det er en fejl og at mirkalet sker det," siger Troels Holck.
Udmeldingen fra Jack & Jones kommer ikke som lyn fra en klar himmel. Da Marc Streel i september blev taget med en for høj hæmatokritværdi, var meldingen klar:
Sker det igen, forbeholder vi os ret til at trække os.
"Sidste gang syntes vi, det var synd for holdet. Da følte vi, at Streel nok var skyldig. I dette tilfælde er vi egentlig mere usikre. Men uanset hvor forkert det vil virke på de indvolverede, kan vi ikke sidde dette overhørigt," siger Troels Holck, der erkender, at man har holdets liv i hænderne.
En mindre, men helt ny sponsor, Telia, stiller sig mere positiv.
"Hvis holdet har været indblandet i doping er vores beslutning ret enkel. Men hvis det er noget en enkelt rytter selv har gjort, mener jeg ikke, holdet og dansk cykelsport skal straffes for det," siger Telias administrerende direktør Per Erik Ångmann.
"Vi ved, holdet arbejder meget seriøst med dopingproblematikken. Det, der er sket, er meget ulykkeligt.
Men nu skal vi lige have en snak med holdet, når det kommer hjem. Så må vi tage stilling på baggrund af de fakta, vi kan få," siger han.