Lukning af institutioner lader udsatte børn i stikken
Næsten halvdelen af alle familieinstitutioner er lukket i 2011, selvom de har stor succes med at hjælpe udsatte familier på ret køl.
Næsten halvdelen af alle familieinstitutioner er lukket i 2011, selvom de har stor succes med at hjælpe udsatte familier på ret køl.
Fem ud af 11 familieinstitutioner er lukket i 2011. Det skriver Information, der har fået indsigt i en endnu ikke offentliggjort rapport om anbringelser af børn. Lukningerne sker på trods af, at institutionerne har haft stor succes med at lære forældre i udsatte familier at kunne tage bedre vare på deres egne børn.
To tredjedele af 125 undersøgte familier har efter ophold på en af institutionerne været i stand til at beholde deres barn, der formentlig ellers ville være blevet fjernet.
- Det er disse institutioner, der burde blomstre for øjeblikket, hvis man virkelig ville gøre en tidlig indsats med barnets interesse for øje, som Barnets Reform jo lagde op til for et år siden. Lukker man de her hjem, lukker man også for muligheden for, at familier kan beholde deres børn. Som kommune vil man i så fald placere barnet direkte i plejefamilie, hvilket hverken er i barnets eller i familiens interesse siger forsker bag undersøgelsen, Inge Bryderup, fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på DPU, Aarhus Universitet.
I denne uge fylder Barnets Reform et år. Målet med reformen var blandt andet en øget tidlig indsats i forbindelse med anbringelse af børn. Eksperter vurderer derfor, at lukning af institutioner rammer de mest udsatte børn.