Supersangeren voksede nærmest op på Tønder Festivalen

På torsdag begynder én af sæsonens sidste festivaler - i Tønder. Blandt hovednavnene er Danmarks bedst sælgende band, Lukas Graham. Og bandets dansk/irske-forsanger glæder sig til sin personlige favoritfestival.

- Siden jeg var 18 år, har jeg besøgt Tønder til festival sammen med min far og min ældste søster. Og jeg glæder mig til at vise bandet dén festival, der er min personlige favorit, siger Lukas, der med sit og bandets første album forlængst har rundet 50.000 solgte eksemplarer og lige nu er godt på vej til at slå igennem i resten af Europa.

Og for Lukas er Tønder ikke bare endnu et festivaljob.

Også som tilskuer

- De første to år var jeg frivillig medarbejder i Festival Cafeén, og senere har jeg været der som gæst - hvert år. For mig er det en tradition, og jeg havde på forhånd sørget for at have fri i dagene omkring Tønder Festival. Og at vi så oven i købet skal spille på Tønder, det er en super bonus!

Og Lukas Grahams koncert på Tønder bliver ikke som nogle af de andre job på den rekordsælgende megaturné, der fortsætter langt ind i efteråret. Det er på Tønder, at Lukas har set nogle af sine allerstørste helte optræde.

Og om planer for deres egen første Tønder-koncert siger han til BT:

Helt speciel Graham-koncert

- Der skal nok komme lidt ekstra på settet. Jeg vil skam ikke løfte sløret for, hvad vi har planer om. Men der er jo mange dygtige musikere på festivalen, og måske kan vi lokke et par af dem til at lave noget lir med os.

Og dét, Lukas kalder ’lir’, er én af de ingredienser, som festivalchef Carsten Panduro sætter allermest pris på.

- På Tønder Festival ved man aldrig på forhånd, hvad der skal ske. Der er altid plads til improvisation. Og Lukas Graham passer godt til Tønder. Han er kommet her i mange år, han kender festivalen, og musikalsk har han stor interesse for folk- og roots-musikken.