Det er dumt at bruge store summer på dyre kamply, når pengene i stedet kunne gå til uddannelse, sundhed, integration og sammenhold.
Det mener Lukas Forchhammer, forsanger i det danske succesbandt Lukas Graham, der torsdag bidrog til seneste dages debat om, hvilke kampfly Danmark skal investere i.
På Twitter gør den danske sanger det klart, at han gerne så de danske skattekroner brugt på andre ting end dyre kamply, ligesom han skriver, at han bliver direkte flov over dansk politik.
Lukas Forchhammers udmelding på Twitter kommer, efter regeringen torsdag fremlagde sine planer om at købe 27 kampfly af typen F-35. Flyene vil i alt koste 56,4 mia. kroner, når man medregner vedligeholdelsesudgifter.
Penge, man altså sagtens kunne bruge på andre ting, mener Lukas Forchhammer.
Hans budskab får dog ikke lov at stå alene, og flere politikere og politiske aktører modsiger sangeren på Twitter.
Blandet andet Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen - som dog også benytter lejligheden til at smide en omgang ros og emojis efter sangeren.
Flere mener dog også, at Lukas Graham blot er endnu et eksempel på en kunstner, der blander sig i en politisk debat på et letkøbt grundlag.
En af dem er udlændingeminister Inger Støjbergs (V) spindoktor, Mark Thorsen, der i en ironisk tone langer ud efter Lukas Forchhammer.
Flere andre byder også ind og deltager i debatten, blandt andet den radikale politiker Karen Melchior, der mener, at Lukas Forchhammers bør tages seriøst uanset, om han er kunstner eller ej.
Du kan læse hele debattråden her.
Lukas Graham hitter i øjeblikket stort i USA med deres seneste album og især sangen '7 Years', som bandet blandt andet har optrådt med i flere amerikanske talkshows, ligesom sangen har ligget nummer to på den amerikanske Billboard Hot 100-hitlisten.
