Varm sushi, en håndvask til madopbevaring og serveringspersonale uden handsker. Det er blot nogle af de brud på fødevaresikkerheden, som har udløst sure smileys på spisestederne i Københavns Lufthavn i 2011 og 2012, skriver 24Timer.

- Specielt de syv sure smileys er alvorlige. Det er ikke godt nok, siger salgs- og markedsdirektør i lufthavnen, Carsten Nørland, til 24Timer.

Ifølge avisen førte 19 ud af de 64 stikprøver, som fødevarekontrollen gennemførte i lufthavnens 60 spisesteder i 2011 og 2012, til kritik. Det svarer til 30 procent - og det er dobbelt så meget som landsgennemsnittet.

Hele syv gange fik et spisested en bøde eller en meget sur smiley, ofte fordi fødevarer var opbevaret ved for høje temperaturer. Men Carsten Nørland lover, at det skal være slut nu.

- Vi er meget opmærksomme på, at det ikke skal ske. Når det alligevel sker, tager vi en alvorlig snak med den pågældende forpagter og udbeder os en plan for, hvordan tingenene kommer i orden, siger Carsten Nørland. I nogle af landets øvrige lufthavne, Billund og Aalborg, ser det bedre ud med hygiejnen. De klarer sig nemlig fejlfrit, når fødevarekontrollen dukker op.