EGYPTEN: To af Europas største flyselskaber har besluttet at holde sig væk fra luftrummet over Sinai-halvøen i Egypten, efter et russisk passagerfly lørdag er styrtet ned i området. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen er taget af sikkerhedsmæssige årsager.

»Vi har taget beslutningen om at undgå området, fordi situationen og årsagerne til styrtet ikke står klart,« siger en talskvinde fra det tyske luftfartsselskab Lufthansa.

Lufthansa, der har færre end ti flyvninger hen over området om dagen, vil fortsætte med at flyve uden om Sinai-halvøen, indtil det står klart, hvad der fik det russiske fly til at styrte ned.

Det franske flyselskab Air France bekræfter ligeledes, at man vil undgå flyvninger over Sinai af sikkerhedshensyn.

Det russiske passagerfly var på vej fra Sharm el-Sheikh og til St. Petersborg i Rusland, da det kort efter take-off styrtede ned. Om bord var 224 personer, der alle omkom.

BNB