Det handler om André Lublins efterhånden meget omtalte 50 års fødselsdag, den 3. juni 1990. Festen foregik på Jægersborg Hotel. Det var her, den notorisk gavmilde Thorsen mødte op med en dobbelt-gave. Dels en kostbar ridesaddel. Dels et overraskende underholdnings-scoop i skikkelse af entertaineren Eddie Skoller.

Tilsammen en fødselsdagshilsen på den pæne side af 50.000 kr.

Efter PFA-skandalens afsløring for præcis et år og een dag siden har Lublin dog offentligt taget afstand fra - og nedtonet sit bekendtskab med Thorsen. Fra PFA-borgen Marina Park har meldingen konsekvent været, at Lublin ikke bare var flov over Thorsens generøsitet. Gaverne bød ligefrem PFA-chefen imod. Han ønskede dem ikke. Det var bare for meget.

Eddie Skoller var en overraskelse, som ikke kunne standses. Ridesadlen valgte Lublin skatteteknisk korrekt at købe fra PFA, angiveligt for 7.000 kr.

Siden skulle PFA-chefen ifølge både egne og flere vidners udtalelser have gjort sig store anstrengelser for at lægge afstand til Thorsen.

Det stemmer bare ikke med takkekortet, som ventes fremlagt i byretten i dag. B.T. erfarer, at dette håndskrevne kort fra Lublin til Thorsen i hjertelige vendinger takker for gaverne. Det er skrevet i den meget personlige "Kære Kurt"-stil. Og det priser i høje vendinger både det private venskab og det forretningsmæssige forhold, der herskede mellem Lublin og Thorsen.

Altså et noget andet forhold, end både Rasmus Trads, Andre Lublin og PFA hidtil har givet udtryk for.

PFA-chefen kan således vente en varm dag i byretten.

Her skal han også redegøre for sine møder med Thorsen i løbet af 1998, mens de falske PFA-garantier blev udarbejdet. Bl.a. et møde hos kunstneren Per Kirkeby, hvor Lublin tog et udkast til en byggekontrakt med hjem. På forsiden af denne kontrakt stod "til afløsning af eksisterende kontrakt". Ifølge Kurt Thorsen et bevis på, at Thorsen ikke havde noget at skjule.

Lublin har hidtil forklaret, at han aldrig læste papirerne fra Kirkeby-mødet. Det har fået andre til at konkludere, at topchefen næsten naivt arbejdede med skyklapper på.

Flere andre begivenheder i 1998 viser, at PFAs øverste chef flere gange var meget tæt på at erfare om de falske garantier.

Derfor er dagens afhøring særdeles vigtig for både Lublins, Thorsens og Trads troværdighed.

Endelig er der det pikante spørgsmål om Trads-elskerinden Carina Dillonaiers påståede familieforhold til chefen, Lublin.

Vil anklageren eller Thorsens forsvarer i dag spørge Lublin helt direkte:

"Er De eller er De ikke far til Carina Dillonaier?"

Sker det, kan Lublin nægte at svare. Men han kan også benytte afhøringen til een gang for alle at bekræfte eller dementere rygtet i et klart sprogbrug"...