Han afviser ganske vist selv, at hans position er truet. Han regner med at holde, til han når pensionsalderen om omkring tre år. Hans bestyrelse, der hører mellem det førende erhvervslivs ringeste, bakker ham op. Men sådan er spillet jo i erhvervslivet, og andet end et spil er det næppe.

Efter Thorsen/Trads-sagen er Lublin åbenlyst til grin i offentligheden. Trækkes i gennem pressen som en lattervækkende person. Interviewes på TV med en krusning på læberne.

Sådan en leder er ude af stand til at være et forbillede for sine medarbejdere. Og han er ude af stand til at være en troværdig samarbejdspartner for sine kunder, bl.a i erhvervslivet - og derfor står han i dag direkte i vejen for PFA's fortsatte ekspansion.

Nedslidt troværdighed

Lublin har åbenbart haft en affære med en af sine medarbejdere. Det har han ikke afvist, han har kun afvist, at frugten af sidespringet blev Rasmus Trads' elskerinde. Men selv den afvisning virker ikke overbevisende. Og den kommer alt for sent. Hans troværdighed hænger i laser.

Erindringer, han har underholdt TV og pressen med, viser sig at være lodret forkerte - og så tillader han sig tilmed at skyde skylden for fejlen på unavngivne ledere i PFA. Det er dem, der huskede forkert, ikke ham selv.

Lublin har tillagt sig en informationspolitik som om, han var den mest celebre erhvervsmand i Danmark. Der har været totalt lukket, selvom beskyldningerne er haglet ned over ham og hans selskab. Men ikke et ord. Uagtet at PFAs gode navn og rygte var på spil, valgte Lublin at lægge røret til omverdenen på. Og forklaringen var hans egen situation. Den satte han højere.

Han åbnede først op, da han ikke længere kunne undslå sig, nemlig da han skulle afgive forklaring i retten. Så begyndte han at tale, han kunne heller ikke andet. Alt det koster troværdighed, og Lublin har meget lidt tilbage på kontoen.

Uhyre vigtigt er det, at Lublins ledelse med fuld ret mistænkeliggøres. Hvordan i alverden har han kunnet have Rasmus Trads, en charlatan, en don Juan, på en toppost i så mange år. Det er et af de allerstørste spørgsmål i denne sag. Sandheden er jo, at Lublin heller ikke havde tillid til Trads. I efteråret 1998 - inden bomben eksploderede - satte Lublin Michael Willumsen ind i PFA Byg, åbenbart for at holde øje med Trads.

Lublin har også afsløret åbenlyst sløseri, f.eks. når han påstår, at han ikke gennemså et prospekt, som Thorsen havde udpeget ham som deltager i, og som han forelagde ham på et møde, der fandt sted hos Danmarks verdensberømte maler, Per Kirkeby. Af en topleder, der er verdensberømt for at være optaget af alt i sin virksomhed, er det bemærkelsesværdigt, at der tilmed er en række andre eksempler på, at hans hjemmearbejde er glippet.

Derfor krakkellerer Lublins glorie som en leder, der har tjek på det hele.

Ingen venner

Til billedet af hans ledelsesevner hører også, at Lublin har valgt at omgive sig med rygklappere. Det er svært at se, hvem der i hans omgangskreds vil kunne give ham venlig men bestemt rådgivning.

Alt det har længe været åbenbart. Det er også kendsgerninger, som André Lublins bestyrelse er opmærksom på. Den bedyrer ganske vist sin støtte til Lublin - men sådan har alle bestyrelser gjort, indtil dommen faldt som en klapperslange.

Men der er andre grunde til, at Lublin overlevelsesmuligheder er tynde. Først og fremmest er Lublin en mand aldeles uden netværk. Alle erhvervsledere omgiver sig med netværk af forretningsforbindelser, venner og bekendte.

Det gør Andre Lublin ikke. Gennem hele sin karriere har han valgt at gå solo. Omtrent lige som Per Villum Hansen, som også blev slagtet af toppen af dansk erhvervsliv - og sig selv. Lublin er i samme position som Per Villum Hansen - et sort får.

Rollen som solist har Lublin dyrket med en næsten fanatisk indædthed. Han har egenhændigt bygget PFA op fra grunden. PFA var ingenting, da han startede. Hafnia var tilsvarende underdrejet, da Per Villum trådte til. Begge havde dygtighed, held og energi til at få deres selskaber til at gro med ekspresfart. Til gengæld havde Lublin rygrad til at holde fast i sin kurs, mens Per Villum som bekendt blev ramt af et fatalt storhedsvanvid, som kostede Hafnia livet.

Både Lublin og Villum blev en rød klud for resten af finansbranchen. Villum fordi han åbenlyst latterliggjorde sine kollegaer for deres kedsommelige og konservative strategier, Lublin fordi han gjorde grin med branchens etik. Han og PFA var hvid som sne.

Til gengæld kom PFA til at stå alene her i verden. Lublin blev isoleret, og det er han stadig. Venneløs. Nu bliver isolationen til endnu et søm i hans kiste.

En belastning

Læg dertil at Lublin er en erhvervsleder, der systematisk har savet al pressekontakt af ved roden. Erhvervspressen har rent ud sagt ikke kunnet skrive et eneste ord om PFA, uden at få en henvendelse fra den nærtagende Lublin eller hans meddirektør, Andreas Kühle, med den mærkværdige titel, matematisk direktør. Den relation til pressen straffes nu - der er i hvert tilfælde ingen i den del af verden, der ser positivt på denne "skinhellige erhvervsleder".

Læg derefter alt dette sammen, så tegner der sig et billede af en detroniseret topleder.

Så længe Lublin er førstemand, vil ingen kunne sige PFA uden prompte at tænke på Trads og Carina. For en virksomhed, der - som PFA - lever af at sælge tryghed og seriøsitet, er det fatalt.

Lublin er blevet en belastning. PFA befinder sig i en proces, der minder ikke så lidt om den proces, Tysklands tidligere regeringsparti, CDU, befandt sig i for kort tid siden - ledelsen af CDU tog som bekendt mod til sig og slog hånden af deres redningsmand, Helmuth Kohl.

Den samme konstatering vil PFAs bestyrelse snart komme til. Ikke fordi Lublin er skyldig, nej, Lublin fældes på sin håndtering af Thorsen og Trads sagen - og af sin fortid.