AF STEFFEN JUNGERSEN

NICK LOWE, Amager Bio

“For fanden, det er jo derfor, man gør det!” Således henåndede en god ven og kollega efter den 62-årige engelske elegantier Nick Lowes koncert i Amager Bio onsdag aften.

Jeg fik aldrig fat i, hvad ”dét” egentlig konstituerede i den udtalelse, men jeg bliver næppe upopulær på at tolke det derhen, at ”det”, man gør, simpelthen er at leve sit liv. For hvis noget er værd at leve for, er det i sandhed rock- og popmusik så velturneret samt tvangfrit og overlegent legesygt spillet og sunget, som det Nick Lowe og hans blændende og loyale kvartet bød os på i bioen.

Lowe er simpelthen en sangskriver i en klasse, så det bliver nærmest pinagtigt tydeligt, at vore dages ”singer-song-writers” (Blunt, Mayer etc.) ikke har et ben at stå på og langt mindre en streng at spille på i forhold til det hér. Og så er det sådan set ligegyldigt, om det handler om de gamle men fremdeles formidable klassikere ”Cruel To Be Kind” ,”(What’s So Funny ’bout) Peace, Love And Understanding” og ”I Knew The Bride (When She Used To Rock And Roll)” eller insisterende og fængende sange som ”Stoplight Roses”, ”House For Sale”, ”I Read A Lot” og specielt den pragtfulde ”Sensitive Man” fra sidste års fornemme ”The Old Magic” album.

Dette var noget nær en ren paradis-parade og på alle måder klassisk rockhåndværk, og det var sange af så kolossalt høj en kaliber, at Nick Lowe i det Utopia, de kalder ”en retfærdig verden”, ville være en superstjerne og et ikon på linie med Paul McCartney, Bruce Springsteen, Mick Jagger, Keith Richards og alle de dér.

Okay, det er han så ikke. Og det kan man ud fra et egoistisk publikums-synspunkt så fryde sig over. I og med at man så fik lov at opleve denne ener i Amager Bios intime rammer.

Som 62-årig har Nick Lowe måske aldrig sunget bedre – hold da KÆFT en fornem symbiose af kontrol, tvangfrihed og gåsehudsbefordrende sjæl, han leverer med! Specielt ”(What’s So Funny ’Bout) Peace, Love And Understanding” og mestertrækket, da han lukkede med en nøgen udgave af Elvis Costellos guddommelige ”Alison”, trak mundvigene ad himlen til og satte digerne i øjenkrogene på overarbejde.

Det var smukt, det var tidløst, og det var spillet og sunget med noget, som svært dårlig lader sig beskrive som andet end hjertets renhed og varme. Med andre ord lige det, man til hver en tid har brug for en råkold aften på Amager… eller et hvilket som helst andet sted på kloden. Så får det være, hvis det er ”old magic” – den magi virker sgu’ i dén grad stadigvæk.