Lov om genpatenter klar
Lov om genpatenter klar
Lov om genpatenter klar
Erhvervsminister Pia Gjellerup (S) vil ikke standse gennemførelsen af EU's patentdirektiv om beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, selv om det er kommet frem, at kemikoncernen Novartis har fået patent på gensplejsede menneskelige organer med henvisning til direktivet.
- Direktivet ændrer ikke retsstillingen i Danmark på menneskelige geners område. Det tager højde for, at der er forskellige etiske vurderinger i medlemslandene, siger Pia Gjellerup.
I regeringens lovforslag præciseres det, at der ikke kan tages patent på det menneskelige legeme, men forslaget åbner for undtagelser. Det har blandt andet fået Det Etiske Råd til at advare om, at forbudet mod patent på mennesker ikke vil blive respekteret fuldt ud. Lovforslaget tredjebehandles fredag og vil sandsynligvis samle stort flertal. Det støttes af regeringspartierne, Venstre, de konservative, CD, Dansk Folkeparti og Frihed 2000.
SF's erhvervsordfører, Ole Sohn, ønsker loven om genpatenter standset eller udsat. Han undrer sig over ministerens oplysninger.
- Usikkerheden er åbenlys, når det europæiske patentkontor kan give et patent efter direktivet, som gælder i Danmark, med mindre vi aktivt prøver at forhindre det, siger Ole Sohn.
/ritzau/