Men her i frokostlarmen på en café i det indre København forsøger hun i det mindste.

"Måske vil de gerne høre lidt om baggrunden for denne skuespiller, de ikke kender, hvor hun kommer fra og den slags. Og eftersom det er en arbejderklasseavis, vil det være fint, hvis man kan finde en vinkel dér. Og så noget om, hvordan man arbejder som skuespiller," siger hun og ånder lettet op.

Og det er så, hvad der følger her om den 28-årige Louise Mieritz, som igen i aften hopper ind i din stue som Eva Lund, der med myndighed står og vifter med smøgen, mens hun koster omkring med Socialdemokratens skriverkarle i TV-serien "Edderkoppen".

Et talent hun ikke har fra fremmede.

"Jeg var godt rustet, for begge mine forældre er journalister," forklarer hun. "Min far på TV-avisen, min mor på Børsen."

Så de har selvfølgelig kunnet bidrage med deres til Louise Mieritz' research, som derudover har bestået af at læse Lise Nørgaards "Kun en pige".

"Og der stod faktisk, at hun og nogle kolleger var med til at få kulturlivet med ind i avisen, men om det også ville gælde på Socialdemokraten, ved jeg altså ikke."

Til gengæld ved Louise med ret stor sikkerhed, at det er en ret underlig ting, pludselig at blive berømt, bare fordi man er på TV.

Siden hun blev færdig på teaterskolen i '94, er der stort set ingen, der har interesseret sig for hende. Jo, teatrene har.

De har brugt hende flittigt siden debutten i Dr. Dantes "Gasolin". Og på filmsiden har hun da også prøvet at være nøgen i Lars von Triers "Idioterne".

Men intet af det har ført til, at nogen har ofret spalteplads på hende og ment, at læserne kunne være interesseret i at høre, hvad hun var for en størrelse.

En del af familien

"Det er underligt. Bare fordi man kommer ind i stuerne hos folk, så er man en del af deres familie, er folkeeje. Men sådan fungerer det bare.

Nu er man pludselig på V.I.P. listen, men det er trods alt kun seks søndage. Så går det over," siger hun med et skuldertræk. For så er problemet trods alt ikke større.

Når man er hende.

"Altså," tilføjer hun, "hvis man klynger sig til opmærksomheden, bli'r det rigtig koldt, når den forsvinder. Jeg synes trods alt, det at få lov til at arbejde med spændende mennesker og spændende projekter, er det, der tæller."

Indtil videre har Louise Mieritz da også kunnet færdes i den indre by - hvor hun også bor og lever singlelivet - uden den store ståhej.

"Jeg har da kunnet mærke, at folk kigger, og er en enkelt gang blevet spurgt, om jeg ikke er hende fra "Edderkoppen".

Men vi danskere er sådan lidt diskrete i det, vi er ikke dem, der løber over og be'r om underskrifter. Øh, autografer."

Oven i det forstår Louise Mieritz da også et langt stykke af vejen folkets hunger efter at læse om de kendte.

"For det gør jeg da også selv. Jeg kaster mig da over alt om eksempelvis Thomas Helmig, har en lyst til at vide noget om de kendte," indrømmer hun.

Også i denne henseende er hendes forældre kommet handy ind. En gang efter en filmpremiere blev Louise efterfølgende ringet op af et ugeblad, som lige ville høre, hvad hun mente om filmen, og hun blev dybt fornærmet.

"Jeg er jo ikke en gang med i den," beklagede hun sig til forældrene, som på stedet irettesatte hende. "Han gør jo bare sit arbejde," var svaret.

"Nååh ja. Det måtte jeg jo indrømme. Men jeg kender godt nok mange krukker, som går til premierer med den dér på," siger hun og holder hånden oppe for ansigtet. "Dén forstår jeg ikke.

For hvis man vælger at gå til de ting, må man også ta' det, der følger med."

Skuespillet er et kald for Louise

Skuespillet er et kald for Louise Mieritz. Ét hun blev klar over, da hun var meget lille.

"Min morfar, som døde inden jeg blev født, ville utrolig gerne være skuespiller, men var tonedøv, og det gik ikke dengang.

Men min mormor fortalte mig masser af historier fra det amatørteater i Mariager, de så optrådte på. Og den inspiration har ligget latent i mig," fortæller hun.

Før den kunne realiseres, skulle hun dog med familien til Bruxelles i '73, og da de i '77 vendte hjem igen, blev København deres hjem. Her blev lille Louise indrulleret på en fransk skole - "for at holde sproget vedlige" - samt kom efter eget ønske på balletskole.

"Hvor vi havde mange forestillinger, og der oplevede at få kostumer på, og friheden ved at stå på en scene."

Som 12-årig søgte hun ind på balletskolen på Det Kongelige Teater, men "fik afslag, for de ku' godt se, at om tre år ville jeg bule ud alle steder," griner hun.

Istedet nappede hun Fame-skolen på Amager, og derfra teaterskolen.

"Jeg har altid været supermålrettet. Ikke så meget slinger i valsen. Det har altid været dejligt firkantet for mig, til stor misundelse for mange af mine venner.

Og jeg har da nogle gang tænkt, gad vide om jeg går glip af noget. Men nej, det tror jeg ikke."

Som mange af sine kolleger, oplever Louise en vis dobbelthed omkring sit fag.

"Skuespillet er jo en maske, jeg gemmer mig bag, hvor jeg oplever frihed. Mens jeg, når jeg er mig selv, er enormt blufærdig. Men," kommer det med et grin, "da jeg var nøgen i en Trier film, troede jeg, at det var det sidste, der var tilbage, at jeg havde udleveret alt.

Men kroppen er trods alt bare et redskab. Integriteten, det er den, der er vigtig at holde fast i."

Og den ta'r Louise Mieritz med sig, når hun sommeren igennem spiller "Absolut Holberg" på Grønnegårds Teatret efterfulgt af "Emmas dilemma" på Husets teater.

Louise om Eva og Eva i Louise

"Det er jo et år siden, vi optog serien. Så det er lidt svært at finde Louise frem igen. Men det var faktisk nemt at spille hende.

For dels er vi samme alder, dels er hendes konflikter så menneskelige og genkendelige.

Og så lærte hun mig at ryge, det har jeg aldrig gjort før, og det værste var, at det begyndte at smage så godt, at jeg nu er festryger. Jeg kan huske, da jeg læste i manuskriptet, at Eva røg.

Fedt, tænkte jeg, så er noget fysisk til at skille os ad, gøre os forskellige.

Men hvor langt jeg vil gå for en rolle, kan jeg ikke svare på. Det handler om at mærke efter, hvor grænsen går.

Hvis det f.eks. stod i et manuskript, at jeg sku' ta' en masse kilo på til en rolle, ville jeg sikre mig i kontrakten, af jeg fik hjælp til at smide dem igen. Ellers må det handle om at undgå følelsen af prostitution. Før troede jeg at grænsen gik ved at være nøgen, men hvis det er kunstnerisk forsvarligt, som i "Idioterne", er det o.k.

Eva i serien er sådan én, der siger, hva' hun vil ha', hvad hun føler, vel vidende at hun kan få nogen rap over snuden. Og har måske en lidt dårlig situationsfornemmelse.

På nogle områder er jeg også lidt sådan, men jeg tror hvis det var mig, havde jeg fattet det vink fra Bjarne med en vognstang. Og så tror jeg, at hun ville ønske, hun kunne finde ud af at være lidt mystisk, li'som Stine.

Det ville jeg heller ikke kunne finde ud af. Jeg er lidt kejtet, og kan ikke finde ud af at flirte, synes jeg selv, men mine venner siger det modsatte.

Den aften serien startede, sad jeg og så den sammen med nogle af de andre, og vi var lige nervøse allesammen.

Og det sekund hvor jeg var på første gang, fik jeg bare sådan hjertebanken. For med ét var det virkeligt. Nu var Eva blevet virkelig for mig og alle andre.

Nu sku' jeg ta' stilling til hende igen. Det var en meget mærkelig fornemmelse!"