Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Politiet kan ikke udelukke, at Louise Borglits morder harslået andre kvinder ihjel.
De blev dræbt med adskillige knivstik. De blev dræbt i deres hjem eller lige i nærheden. De blev dræbt om efteråret med præcis to års mellemrum. På fire år har tre uopklarede kvindedrab rystet de københavnske forstæder. Er der en sammenhæng? Det spørgsmål svæver nu i luften. Også blandt efterforskere, der har jagtet de tre kvinders morder eller mordere forgæves.
Louise Borglit. Lone Søndergaard. Heidi Abildskov.Inden for fire år er kvinderne blevet fundet dræbt med ca. to års mellemrum i henholdsvis Herlev, Lyngby og Virum. Forstæder, der grænser op til hinanden nord for København. Alle tre sager er uopklarede, og selv om fremgangsmåden varierer, kan politiet ikke udelukke, at der går en gerningsmand med tre drab på samvittigheden frit rundt.
»Vi kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng, men omvendt er der heller ikke noget, der underbygger det,« siger Henrik Gunst, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Nordsjællands Politi.
Et nyt halloween-drab?
32-årige Louise Borglit var gravid i syvende måned, da hun blev dræbt med kniv i Elverparken forrige fredag. Drabet på den 32-årige gravide kvinde minder på flere måder om drabet på 71-årige Lone Søndergaard, der for to år siden blev slået ihjel med 40 knivstik i sit hjem i Lyngby.
Drabet skete på dagen for halloween, og drabsmanden kunne ubemærket flygte med blod på tøjet, fordi mange den aften var klædt ud i uhyggelige kostumer.
»Da jeg hører om drabet i Herlev, ryger der nogle tanker gennem hovedet. Det sker jo fire dage efter halloween. Tanken har strejfet mig, og vi har talt om det i afdelingen, men der er ikke noget konkret, der gør, at vi synes, der er tale om et nyt halloween-drab,« siger Henrik Gunst.
Drabene på Lone Søndergaard og Heidi Abildskov bliver efterforsket af Nordsjællands Politi, mens Louise-drabet bliver efterforsket af nabopolitikredsen Københavns Vestegns Politi. Henrik Gunst understreger, at der ikke er sket en samkøring af Louise-sagen med Lyngby-sagen, men at han nu vil tage kontakt til sin kollega, der efterforsker Louise-drabet hos Vestegnens Politi.
Hvis Louise Borglits drabsmand ikke kan findes i hendes omgangskreds, og hun er et tilfældigt offer, bliver sagen også interessant for Nordsjællands Politi.
»Vi følger intenst med i den sag. Teoretisk kan vi ikke udelukke, at det er samme gerningsmand. Hvis der bliver anholdt en gerningsmand i Louise-sagen, som ikke kender offeret, vil vi interessere os meget for vedkommende i relation til Lyngby-drabet,« siger Henrik Gunst.
Den tredje uopklarede sag er drabet på Heidi Abildskov, der skete for fire år siden. I den sag hælder politiet mest til en teori om, at drabet skete i forbindelse med et indbrud, der slog fejl, men eftersom drabsmandens identitet er ukendt, kan intet udelukkes.
Svære sager
Der findes to typer drab. Den mest almindelige er relationsdrab, hvor offer og gerningsmand kender hinanden. De bliver typisk opklaret hurtigt. Den anden og mere sjældne type er såkaldte fjerndrab, hvor offeret bliver udvalgt tilfældigt. Drabene på Lone Søndergaard og Heidi Abildskov er efter alt at dømme fjerndrab, og det samme kan vise sig at være tilfældet i Louise-sagen.
Ifølge den pensionerede drabschef Ove Dahl er fjerndrab svære at opklare, fordi der tilsyneladende ikke er en relation mellem offer og gerningsmand.
»Hvis der ikke er nogen, der har set noget, hørt noget eller har en mistanke, og hvis de tekniske spor ikke giver noget, så er der ikke meget at gå efter,« siger Ove Dahl.
Han vurderer, at det stadig er muligt, at Louise Borglits drabsmand skal findes i hendes omgangskreds eller fortid. Hvis ikke, står politiet måske med få spor at gå efter:
»De tekniske spor bliver begrænset af, at det er foregået udendørs. Indenfor kan en gerningsmand sætte fingeraftryk og såleaftryk, men udenfor er det sværere, især når det som her har været dårligt vejr. Man kan måske finde dna-spor på offeret, men de kan være vasket væk af regnen. Meget afhænger derfor af, om man kan finde et gerningsvåben med fingeraftryk eller dna,« siger drabschefen.
Heidi-drabet, Virum
41-årige Heidi Charlotte Abildskov blev fundet myrdet ved sit hjem i Virum 16. november 2012 kl. 09:57. Det var en nabo, der fandt hende på terrassen lige uden for havedøren bag parrets villa. Hun blev dræbt af adskillige knivstik og var alene i huset, da det skete. Hendes datter var på efterskole, og hendes ægtefælle var på forretningsrejse, da drabet fandt sted.
Politiet udelukker, at Heidi Charlotte Abildskov blev myrdet af en person i sin omgangskreds. I stedet hælder de til en teori om, at hun blev slået ihjel af en indbrudstyv.
Efter drabet forsøgte gerningsmanden at stjæle familiens Mercedes, men ved et uheld kom han til at smække sit tøj inde i bilen, som det ikke lykkedes at stjæle. I bilen fandt politiet en førstehjælpskasse og en blodplettet strimmel fra et badeforhæng. Derudover har politiet fundet en rørtang, som de mener, at gerningsmanden har brugt til at begå indbrud med.
Nordsjællands Politi har en fuld dna-profil og fingeraftryk af gerningsmanden, men trods efterlysninger i 50 lande via Interpol er det ikke lykkedes at finde frem til den person, der matcher profilen.
På et tidspunkt indgik en mystisk seddel i sagen. På sedlen bad en gruppe polakker om tøj, sko eller legetøj for at hjælpe andre polakker. Sedlen blev fundet i en taske på gerningsstedet, men da en mand meldte sig som omdeler af sedlen, kunne politiet udelukke, at den havde relation til drabet.
Halloween-drabet, Lyngby
71-årige Lone Søndergaard var dødeligt syg af kræft og vejede kun 41 kg. Hun havde muligvis kun få måneder tilbage at leve i, men inden kræften tog hende, mødte hun en morder.
Da Lone Søndergaard åbnede døren klokken 19:47 på allehelgens aften 31. oktober 2014, blev hun dræbt af en koldblodig morder med en kniv. Obduktionen viste, at hun var blevet ramt af ikke færre end 40 knivstik.
Morderen blev sprøjtet til med kvindens blod i en sådan grad, at det dryppede ned ad trappen under flugten. Men fordi det var halloween, og mange var klædt ud i uhyggelige kostumer, kunne han ubemærket gå rundt i gaderne med blod på tøjet.
Der er intet, der tyder på, at Lone Søndergaard kendte sin drabsmand. Hun var pensioneret bibliotekar og havde en ganske lille omgangskreds. Der er intet, som tyder på, at det var et medlidenhedsdrab. Morderen var ikke inde i lejligheden, og der manglede ingenting fra Lone Søndergaards hjem, hvormed et hjemmerøveri kan udelukkes.
Nordsjællands Politi har gennemgået overvågningsvideoer og har søgt med hunde og dykkere i grønne områder og kanaler. En 45-årig grønlandsk mand fra misbrugsmiljøet i Lyngby har været varetægtsfængslet i sagen, men han blev løsladt, fordi politiet ikke kunne finde noget, der kædede ham sammen med drabet.
Louise-drabet, Herlev
Fredag 4. november var Louise Borglit ude at lufte sin søsters golden retriever i Elverparken. Det regnede, og hun var iført sin svogers lidt for store regntøj. Hun befandt sig under en kilometer fra søsterens hus, hvor hun midlertidigt boede i kælderen, da hun mødte sin morder. Med et ukendt antal knivstik blev den 32-årige højgravide kvinde dræbt.
En anden kvindelig hundelufter hørte to høje skrig, og efterfølgende så hun en mand komme løbende ud af parken. Da han så hende, stoppede han op og løftede armene i en afværgende gestus, hvorefter han løb ind i parken igen.
Manden beskrives som 28-30 år. Han er ca. 180-190 cm og tynd og spinkel af bygning med et markeret, tyndt ansigt. Han var ifølge vidnet iført sort jakke med hætte, sorte bukser og mørke sko. Hætten på jakken havde manden slået op, og under den bar han en sort kasket.
Drabsvåbnet er ikke fundet, og ingen personer er anholdt i sagen.
Klokken 19:14 blev Louise Borglit fundet af en mand, der gav hende hjertemassage under vejledning fra alarmcentralen. Desværre lykkedes det ikke at redde hendes liv, og hun blev kort efter erklæret død af en akutlæge.
Sagen efterforskes bredt. Politiet har med hjælp fra Herlev Kommune gennemsøgt et stort område af Elverparken og søgte i går videre med gummibåd i en sø midt i parken.
