Efter søsterens hjerteoperationer er Louise Dorph-Petersen blevet ambassadør for Hjerteforeningen og vil kæmpe for, at flere flere yngre kvinder også lytter til deres hjerter.

Det kom som et chok for Louise Dorph-Petersen, da hendes elskede storesøster ringede og sagde, hun havde fået en blodprop i hjertet. Problemerne med hjertet var tæt på at berøve søsteren livet.

De er så tæt knyttet til hinanden, at ingen af dem tøver et splitsekund med at ringe til den anden, hvis der er brug for det.

Det var der den dag, da Jeanette Houvenaeghel igen blev indlagt på Rigshospitalet med hjerteproblemer. Lige så snart Louise Dorph-Petersen, gift med den kendte studievært Jes Dorph-Petersen, havde lagt røret på, styrtede hun ud til hospitalet og op på 14. etage, hvor hjerteafdelingen ligger. Det var velkendt område, for hendes søster havde nemlig kun været udskrevet på orlov fra afdelingen, da hun igen fik et anfald. Det kunne være endt fatalt, fordi Jeanette Houvenaeghel besvimede, mens hun var ved at køre sin dengang otte-årige datter i skole

- Det første jeg hørte fra de andre patienter, var, at hjertestopalarmen på min søsters stue var gået to gange, fortæller Louise Dorph-Petersen til BT.

Inde på to-sengs stuen stod søsterens hospitalsseng midt på gulvet omgivet af læger og sygeplejersker, der arbejdede på højtryk for at få stabiliseret hende.

- Nu mister jeg hende, var Louise Dorph-Petersen første tanke. Hun må lige synke for at få styr på følelserne, inden hun kan fortsætte. Og så tænkte jeg bare: Kom nu. Kom nu.

Imens gled hendes søster ind og ud af bevidstheden.

- Jeg var også bange, for det gjorde sindssygt ondt i mit hoved og bryst. Så jeg troede faktisk også, at jeg skulle dø, siger Jeanette Houvenaeghel.

De to ellers så lattermilde søstre sidder et øjeblik stille. Og husker tilbage på den dramatiske stund, hvor lægerne og sygeplejerskerne arbejdede om kap med tiden til lyden af hjetestopalarmen høje toner. En efterfølgende kikkertoperation gjorde, at Jeanette Houvenaeghels hjerte igen bankede støt og regelmæssigt.

-Det viste sig at være en rytmeforstyrrelse i hjertet, der som sådan ikke farlig. Kun hvis man besvimer, mens man kører i bil, siger Jeanette Houvenaeghel, der til daglig er sygeplejerske.

På trods af sin proffesion slog hun både hun og hendes praktiserende læge det hen, da hun spurgte, hvorfor hun helt ud af det blå så tit fik det rigtig dårligt med svimmelhed, kvalme og stærk hovedpine.

- Jeg kunne jo slet ikke forestille mig, at jeg skulle være syg i hjertet, jeg var jo fuldstændig sund og rask ellers, siger hun.

- Det er jo ikke ikke en sygdom, som kvinder får. Men faktisk får lige så mange kvinder som mænd problemer med deres hjerte. Vi kvinder er bare ikke i søgelyset, fordi det er blevet en sygdom, som gamle mænd får, indskyder Louise Dorph-Petersen.

- Og så er vores symptomer mere diffuse end mænds. Vores kan godt minde om stress med hovedpine, kvamle og svimmelhed, mens mænd får ondt i brystet og i venstre arm, siger Jeanette Houvenaeghel.

Søsterens sygdom har gjort, at Jes Dorph-Petersens hustru nu er meget lydhør, når det handler om sit hjerte.

- Jeg er blevet meget opmærksom. Jeg kan mærke, hvis jeg har ekstra hjerteslag. Det lægger man normalt ikke mærke til. Men det gør jeg. Nu, siger Louise Dorph-Petersen, der via Hjerteforeningen vil arbejde indædt på at få andre kvinder til at være lige så opmærksomme på deres hjerter.

Fakta

Flere kvinder end mænd indlægges med blodprop i hjertet uden at have brystsmerter – og flere kvinder dør af lidelsen på sygehuset.

Ifølge Hjerteforeningen har 20 procent af alle, der får en blodprop atypiske symptomer som kvalme, svimmelhed og åndenød. Men ingen smerter i brystet, som er det typiske symptom.

Derfor kan man nemt få et hjerteanfald uden at opdage det.

Manglende motion kan være årsagen til, man får en blodprop i hjertet. Fra den 1. april starter Hjerteforeningens kampagne, Elsk Hjertet, hvor man kan downloade en app og via den indsamle penge til forskning i kvinders hjertesundhed. For hvert skridt man tager, donerer Becel en krone til kampagnen. App’en kan hentes på hjerteforeningens hjemmeside, i App store eller Google Play.