Mandag aften var 40.000 mennesker mødt op på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus for at se den canadiske popstjerne Justin Bieber i koncert. Nu er koncertarrangørerne havnet i en shitstorm, fordi mange mener, at sikkerheden var under al kritik - én af dem er Lotte Skov.

»Det virker på mig som om, at arrangørerne havde armene over hovedet, fordi det lykkedes dem at få Justin Bieber til Aarhus. Så har de solgt en masse billetter uden at tænke over, hvordan koncerten skulle forløbe.« siger den frustrerede mor, der var til koncerten med en veninde og deres 12-årige døtre og tilføjer:

»Det var uprofessionelt fra A-Å,«

Lotte Skov fortæller, at der blot var to indgange og ganske få sikkerhedsfolk til de mange fremmødte koncertgængere. Derfor opstod der hurtigt lang kø til sikkerhedstjekket.

»På vej til sikkerhedstjekket blev vi ledt igennem en smal vej med hegn på hver side. Der var ikke nogen boder, ikke nogen toiletter, ingen nødudgange, hvis folk ville væk derfra,« siger Lotte Skov og tilføjer:

»Vi stod i et hav af mennesker, så man følte sig låst fast.«

Mens de stod fastklemt i køen, kiggede Lotte Skov sin veninde i øjnene. Hun kunne se, at de tænkte det samme, men ingen af dem ville sige det højt foran deres 12-årige døtre.

»I lyset af terror-angrebet i Manchester kunne vi ikke lade være med at tænke, at hvis blot én ville meje os ned, ville det være så nemt. Der var hverken flugt-muligheder eller tjek på de mennesker, der var til stede. Jeg følte mig på ingen måde tryg,« siger Lotte Skov og tilføjer:

»Det farvede oplevelsen, og det har betydet, at jeg ikke har lyst til at komme til koncert der igen.«

Den frustrerede mor mener, at arrangørerne burde have sørget for, at der var langt flere sikkerhedsfolk samt en bredere sikkerhedsindslusning. På den måde havde de mange fremmødte ikke behøvet at stå fastklemt i køer i timevis.

Nicolai Hommelhoff fra Live Event Aarhus, som arrangerede koncerten, mener ikke, at der er hold i forældrenes kritik.

»De forældre bør sætte sig bedre ind i, hvad det vil sige at gå til koncert,« siger han til BT.

Han forklarer, at børnene og de unge til koncerten generelt opførte sig helt efter bogen. Det var deres forældre, som ikke fulgte sikkerhedsfolkenes instrukser.

»Der var simpelthen nogle forældre, som ikke kunne opføre sig ordentligt. Da vi åbnede ind til Golden Circle (et område nær scenen. redaktionen), så forsøgte vi at lukke folk ind langsomt. Men her var der mange forældre, som greb deres børn og løb og masede for at komme ind. Vi havde gjort opmærksom på, at man ikke måtte skubbe og mase.« forklarer Nicolai Hommelhoff.

»Det chokerer mig, at arrangørerne har været ude og give forældrene skylden. De har slet ikke fattet pointen. Det handler om arrangører, der ikke har været deres ansvar bevidst,« siger Lotte Skov.

Hun mener ikke, at man kan overreagere, når der er tale om et møde mellem 40.000 mennesker - her bør alle sikkerhedsforanstaltninger være i orden.

»Jeg går til masser af koncerter og festivaler, men har aldrig følt mig så udsat og så lidt taget vare på af en arrangør, som jeg gjorde til denne koncert,« siger Lotte Skov.

Kigger man på Live Event Aarhus' Facebook-side, er det tydeligt, at Lotte Skov er langt fra den eneste, der mener at sikkerheden under koncerten var under al kritik.