Pernille Vigsø Bagge og den røde blok i SF har givet op

Det er konklusionen fra BT's politiske reporter Lotte Hansen oven på nyheden om, at gruppeformanden trækker sig fra sin post:

- Hun er en del af partiets røde blok, og jeg ser det, at hun træder tilbage som gruppeformand, som et udtryk for, at hun har givet op. En afmagtsreaktion.

Lotte Hansen mener, at den røde blok har erkendt, at de formentlig taber til den rød-grønne blok, når der skal vælges ny formand.

- Partiets røde blok har ikke ministerposter i samme grad som den røde og grønne blok, og efter Mette Thouborgs melding om, at hun ikke stiller op, står de tilbage som meget amputeret. De mangler en profil, de kan kaste ind i formandskampen. Udefra ser det ud som om, at hun har erkendt, at det kan blive svært at finde en, der reelt kan tage kampen op. Og selvom der er flere røde i gruppen, så har de ikke nogen fremtrædende poster, og det ser ikke umiddelbart ud til, at de får det. Det tager hun konsekvensen af.