Lotte håber på træningstid i Viborg
SALA: Hotel Nocne Sanatorium. Bare navnet indikerer noget helt specielt, som i hvert fald ikke har noget med et hotel i stjerneklassen at gøre.
SALA: Hotel Nocne Sanatorium. Bare navnet indikerer noget helt specielt, som i hvert fald ikke har noget med et hotel i stjerneklassen at gøre.
Ja, det kan få vel en halv eller hel stjerne.
Det sidste grundet beliggenheden langt fra alting, men lige ud til en lille sø og med smukke naturstier.
Et nedslidt hotel var, hvad håndboldkvinderne vågnede op til efter næsten tre timers bustur fra lufthavnen i Wien.
Målet var Sala i Slovakiet, hvor landsholdet i eftermiddag spiller den første af to EM-kvalkampe.
Kvinderne var godt trætte i koderne efter en lang bumletur i sneglefart.
For frederikshavner-playmakeren Lotte Kiærskou ser det således ud til at blive en af de sædvanlige ture med landsholdet, hvor hun kun ser lufthavne, et hotel og en hal.
"Ja, jeg opholder mig nok alt for meget inde på vores ture, og det er ikke godt for min astma. Derhjemme i Frederikshavn går jeg mange lange ture langs vandkanten, men på mine rejser med landsholdet får jeg for meget indeklima. Det er til tider lidt anstrengende, fordi min astma ikke er helt i orden. Jeg tager nogle piller, men måske skulle jeg tage nogle flere. Heldigvis er det blevet bedre i forhold til, da jeg slet ikke tog noget medicin. Men jeg må vel bare leve med det," siger Lotte Kiærskou med et dybt suk.
På trods af astmaproblemerne har Lotte Kiærskou vist rigtig stærkt spil i de seneste måneder.
B.T.s håndboldboldredaktion var da heller ikke i tvivl om, at hun skulle kåres som B.T. Månedens spiller for marts.
Lotte Kiærskou har vist en masse udstråling og power, selvom det ikke har hjulpet klubben så meget i kampen for at nå med i slutspillet.
"Det er noget af et paradoks. Jeg har haft en af mine bedste sæsoner, og så er det alligevel gået dårligt for klubben. Jeg havde ganske vist også en god sæson i '97, men jeg har siden udviklet mig meget, selvom jeg har været plaget af mange skader. Til gengæld har jeg fået et langt større ansvar, og det har jeg det faktisk godt med," fortæller Lotte Kiærskou, der dog stadig ærgrer sig over det glippede slutspil.
"Det er træls. Det er første gang i fire år, vi ikke er nået op blandt de bedste. Så har jeg i stedet fået lidt tidligere ferie, men det kan jeg bare ikke bruge til noget. Jeg er nødt til at holde mig igang frem mod OL, så forhåbentlig får jeg en aftale i stand med Ulrik Wilbek om at kunne træne med i Viborg. Jeg skal ganske vist køre 150 kilometer hver vej, men det er fuldstændig lige meget," understreger landsholdets eneste spiller fra Frederikshavn.
Hvad kan du forbedre i dit spil?
"Ikke så meget i mit spil, men jeg er jo lidt skrøbelig. Så det rent fysiske kan godt drille mig engang imellem. Jeg har nok ikke den perfekte krop til den her sport. Den er mere skabt til badminton, hvor jeg som 11-årig blev nordisk mester," siger Lotte Kiærskou.
Hvordan tegner fremtiden sig for dansk kvindehåndbold?
"Bredden har vel aldrig været større, så jeg ser fortrøstningsfuldt på fremtiden. Vi vil også om 2-3 år have et landshold blandt de bedste i verden, hvilket vi for nylig fik vist i fire-nationers turneringen i Neubrandenburg. Her mødte vi fremtidens spillere fra Tyskland, Norge og Polen, og ved den lejlighed viste vi en klart højere klasse.
Dermed skal jeg ikke sidde her og sige, at vi tager til OL i Sydney og går efter guldet. Det gør selvfølgelig ikke noget, men jeg vil være glad for at komme hjem med bare en medalje," understreger Lotte Kiærskou.
"Jeg er meget social, men jeg hænger altså ikke foran videomaskiner. Der findes heldigvis så mange andre sjove spil, og så elsker jeg at lytte til musik. Jeg slapper specielt godt af til George Michael," siger Lotte Kiærskou med smil på læben.
I dag gælder det så om at få holdet til at swinge i EM-kval-kampen, hvor spillerne kommer til at stå over for et par tusinde fanatiske tilskuere. Byen Sala har blot 26.000 indbyggere, men interessen er meget stor.