Topsvømmeren Lotte Friis er chokeret over årets ’Vild med dans’. Hun tror på Allan Simonsen som vinder.
Lotte Friis har de sidste par måneder befundet sig i USA, hvor den står på masser af træning i bassinerne. Alligevel har en af Danmarks største sportsnavne prioriteret at følge med i årets udgave af TV2-danseprogrammet ’Vild med dans’.
- På en måde er det en skandaløs sæson. Det er selvfølgelig et underholdningsprogram, men det med, at Allan går videre uge efter uge og bare vælter favoritterne, er noget helt nyt, og jeg er overbevist om, at han går hele vejen i finalen og måske endda vinder det, siger Lotte Friis til Sporten.tv2.dk.
Lotte Friis deltog selv i ’Vild med dans’ i 2009, hvor hun dansede med Mads Vad. Hun lå – ligesom Allan Simonsen i årets sæson – flere gang sidst hos dommerne, men formåede alligevel at danse sig frem til en femteplads.
- Jeg væltede jo også mange ud, der var bedre end mig, så jeg var måske også lidt af en Allan. Jeg lå nogle point efter de andre, men jeg var altid i bunden. Men jeg var trods alt ikke på samme niveau som Allan – skal vi ikke sige det sådan, siger Lotte Friis.
Flere professionelle dansere som Vickie Jo Ringgaard, Marianne Eihilt og Silas Holst har i medierne ærgret sig over, at danskerne bliver ved med at stemme Allan Simonsen og partneren Sofie Kruuse videre, trods fodboldlegenden ikke er den med det største dansetalent blandt deltagerne.
Som sportskvinde på internationalt topniveau ærgrer det også Lotte Friis, at det ikke nødvendigvis er den bedste danser, der vinder programmet.
- Hvis jeg selv havde deltaget i år og var blevet smidt ud til en, der fik 10 eller 15 point mindre end mig af dommerne, så kan det godt være, at konkurrencemennesket af mig havde sagt: ’Det er satme’ for dårligt’. Men sådan er det jo, og det er jo et underholdningsprogram, hvor det er en del af gamet. Men hypen har nok taget for meget overhånd nu, siger hun.
I samme interview siger Lotte Friis, at hendes sidste internationale stævne bliver OL i Rio i 2016. Herefter drømmer hun om en karriere som tv-vært.