Til sommer er London vært for De Olympiske Lege, og den begivenhed sætter allerede nu sit præg på bybilledet. Politi, beredskab og brandfolk har således onsdag gennemført en omfattende sikkerhedsøvelse i den engelske hovedstad, så myndighederne er forberedt i tilfælde af et terrorangreb under legene.

Omkring 2500 personer deltog i øvelsen, hvor man forestillede sig, at byens undergrund netop havde oplevet et større terrorangreb.

Vicepolitidirektør Chris Allison, der er medansvarlig for sikkerheden i forbindelse med OL, forklarer, at en øvelse som onsdagens er nødvendig forud for legene.

- Vi er nødt til at være sikre på, at vi har de rigtige folk på de rigtige steder - at vi forstår, hvordan andre arbejder, og at vi taler til hinanden på de rigtige niveauer og på den rigtige måde, sagde han til tv-stationen BBC.

BNB