En lokomotivfører i Intercity-toget kørte forbi et rødt signal ved Sulsted nær Aalborg mandag i sidste uge. Toget var tæt på at køre ind i et andet passagertog, som holdt stille, oplyser Nordjyllands Radio.

I stedet for at bremse kørte IC 3-toget videre med 100 kilometer i timen med direkte kollisions-kurs mod det ventende tog på sidesporet. Imidlertid opdagede togføreren faren og trak i nødbremsen.

Ifølge Nordjyllands Radio skyldtes episoden, at lokomotivføreren var faldet i søvn.

I DSB havde man til morgen ingen kommentarer til sagen. Senere i dag ventedes sikkerhedschefen, Per Ingemann Nielsen, at komme med oplysninger om episoden.

/ritzau/