I onsdags slog en 27-årig mor fra en lille by i Nordjylland sin blot ni år gamle datter ihjel med en filetkniv i det, politiet kalder en familietragedie. Nu er en gruppe venner og bekendte fra lokalområdet gået sammen om en indsamling til fordel for familien.

Pengene skal blandt andet gå til at dække udgifterne til den ni-årige piges begravelse og vedligeholdelsen af hendes gravsted, som initiativtagerne ikke mener den hårdt prøvede familie skal stå alene med. Det skriver TV 2 Nord.

Kort efter den ni-årige piges tragiske død kom det frem, at hendes mor siden marts har været i behandling for en psykose, og også led af en svær depression. Så sent som tre dage før drabet var hun blevet indlagt på psykiatrisk afdeling i Brønderslev, fordi hun havde det virkelig skidt og ifølge sin mand kæmpede med 'grimme tanker'. Alligevel blev hun udskrevet dagen efter.

Derfor mener en af initiativtagerne bag indsamlingen, Hanne Eskerod, at myndighederne har fejlet i den forfærdelige sag. Og hun er overbevist om, at dem, der støtter op om initiativet deler den holdning.

»Folk har virkelig forstået budskabet. Det er psykiatrisk afdeling, der har fejlet i den her sag. Det er ikke moderens skyld. Vi kender hende alle som en god mor og person,« fortæller Hanne Eskerod til TV 2 Nord.

Indsamlingen blev startet søndag og har på blot én dag rundet de 10.000 kroner, hvilket glæder Hanne Eskerod, selvom der stadig er et stykke til målsætningen, som er 50.000 kroner. Initiativtageren påpeger, at en begravelse koster omkring 40.000 kroner, og den udgift skal den ni-åriges efterladte ikke stå alene med, mener hun.

Indsamlingen løber i første omgang i yderligere 41 dage, og blev først startet efter at faderen til den knivdræbte pige havde godkendt den.

Den 27-årige mor blev anholdt af Nordjyllands Politi onsdag aften.

Hun er sigtet for mordet på sin datter og er i første omgang blevet varetægtsfængslet frem til 8. juli. Hun nægter sig skyldig, men dommeren fastslog, at der en såkaldt særligt bestyrket mistanke mod hende.

Du kan støtte indsamlingen her.