En næstformand for Nye Borgerlige i Jammerbugt og Brønderslev Kommune er blevet ekskluderet af partiet. Det sker efter en række ytringer på Facebook, som partiet ikke kan stå inde for.

Det skriver Nordjyske.

Over for avisen bekræfter medstifter og næstformand for partiets landsorganisation, Peter Seier Christensen, at den nu tidligere næstformand i lokalforeningen i Jammerbugt og Brønderslev, Niels Vestergaard Thomsen, er blevet ekskluderet.

Han bekræfter også, at eksklusionen skyldes kommentarer på Facebook, som det nye parti ikke kan stå inde for. Det drejer sig hovedsageligt om ytringer, der kritiserer kristendommen. Ytringerne er hovedsageligt faldet som kommentarer til et opslag, som Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, har lagt op på det sociale medie.

Her skriver Niels Vestergaard Thomsen ifølge Nordjyske blandt andet, at kristendom står for 'dumhed, snæversyn, fordomme og intolerance'.

I et andet opslag skriver Niels Vestergaard Thomsen også:

'Jeg er ikke ligesom det skvat fra Biblen der bare vender den anden kind til. Hvis nogen ikke respekterer min livsform og vil begrænse min livsudbredelse med en moral de selv finder mere ædel end min, så respekterer jeg heller ikke Deres værdier, læs kristne værdier. Derfor arbejder jeg på at det kristne livssyn slet ikke skal have nogen som helst indflydelse på samfundets værdigrundlag. Ligeså lidt som Islam. To sider af samme ondskab. Hurra for ateismen og det sækulariserede samfund hvor al religion er henvist til privaten.'

De udtalelser om kristendommen harmonerer slet ikke med Nye Borgerliges holdninger, og derfor er Niels Vestergaard Thomsen nu ikke medlem af partiet mere. Det forklarer Peter Seier Christensen til den nordjyske avis.

»Hans synspunkt om, at kristendom står for dumhed og intolerance og ikke skal have indflydelse på vores samfund, harmonerer slet ikke med partiets holdninger. Vi mener jo tværtimod, at kristendom er grundlaget for vores samfund. Samtidig bruger han en tone, som slet ikke harmonerer med, hvad vi ønsker,« siger Peter Seier Christensen.

Den holdning valgte Peter Seier Christensen også at give udtryk for i tråden under Stig Grenovs opslag på Facebook. Her skrev han følgende:

Og søndag 11. december klokken 16.27 skrev Peter Seier Christensen så følgende i Facebook-tråden, som du kan finde i sin fulde form nederst i denne artikel.

Ifølge Nordjyske har Niels Vestergaard Thomsen efterfølgende været inde Stig Grenovs opslag og slette de mest kritiske kommentarer. Men det har ikke kunne redde næstformandsposten i lokalforeningen.

Her kan du se hele det omtalte opslag - uden flere af Niels Vestergaard Thomsens kommentarer vel at mærke.