Løsladte gidsler var lænket sammen i otte år
De colombianske gidsler, der for nylig blev frigivet efter op til 14 års indespærring, fortæller, at de var i livsfare hver eneste dag.
De colombianske gidsler, der for nylig blev frigivet efter op til 14 års indespærring, fortæller, at de var i livsfare hver eneste dag.
10 soldater og politifolk fra Colombia har for første gang fortalt om nogle af de ting, de gennemlevede, mens de blev holdt som gidsler af den militante gruppe FARC i op til 14 år.
Alle gidslerne blev bortført før årtusindeskiftet, og i fangenskabet var de blandt andet lænket sammen i en lang årrække, fortæller de.
- Vi var lænket sammen i otte lange år. Vi blev lænket sammen i par, og nogle gange sad vi lænket sammen med fødderne og nogle gange med hænderne, siger sergent Luis Arturo Arcia, der blev bortført af FARC den 3. marts 1998, ifølge BBC.
FARC har i fem årtier ført væbnet kamp mod den colombianske regering, og gruppen har i en lang række tilfælde kidnappet flere prominente personer for at få løsesummer udbetalt. FARC holder fortsat et ukendt antal civile colombianere som gidsler.
De 10 frigivne gidsler blev alle holdt fanget i mere end et årti, og de fortæller, at deres liv »var i fare hver eneste dag«. På et pressemøde kort efter frigivelsen talte nogle af de 10 gidsler ligeledes ud om en kollega ved navn Luis Fernando Bonilla, som blev kidnappet i juli 1999.
- I december 2001 tog de ham væk fra gruppen, og vi hørte aldrig fra ham igen, lyder det.
To af de hjemvendte gidsler forsøgte på egen hånd at komme fri af deres fangenskab i september 2009. Politibetjentene Jose Libardo Forero og Jorge Trujillo lykkedes kortvarigt med at slippe væk fra FARC-oprørerne, men de to farede vild i den colombianske jungle og blev efter en måneds vandren igen fanget.
- Jeg ventede en kugle. Jeg sænkede mit hoved, så de kunne dræbe mig. Det skete gudskelov ikke, siger Jose Libardo Forero.
De 10 frigivne gidsler har været igennem en lang række lægeundersøgelser, og alle har det efter omstændighederne godt.
Colombias præsident, Juan Manuel Santos, har efter mandagens løsladelser givet udtryk for, at selvom han glædede sig over frigivelserne, er det »ikke nok« til at indlede direkte fredsforhandlinger med FARC.