Lønmodtagere, der er ansat på funktionærvilkår, snydes hvert år for et større millionbeløb i løn, pension og feriepenge. Det sker, fordi mange private arbejdsgivere sender sygemeldte medarbejdere til kommunen for at hæve sygedagpenge, selv om de som funktionærer i virkeligheden har krav på fuld løn under sygdom - betalt af arbejdsgiverne.

Dermed snydes lønmodtageren både for forskellen mellem fuld løn og sygedagpenge og for pensionsbidraget fra arbejdsgiveren i sygeperioden. Samtidig vælter arbejdsgiverne udgiften til feriepenge over på a-kasserne og dermed staten. HK/Handel vil nu have kommunerne til at gribe ind overfor den ulovlige praksis.

Problemet kunne i virkeligheden løses med en meget simpel procedure, mener faglig sekretær Aino Schriver fra HK/Handel i Varde. Kommunens sagsbehandlere kunne bare spørge folk, om de var funktionærer eller ej, når de sygemeldte sig. Svarer de ja, kan de sendes tilbage til arbejdsgiveren med krav om fuld løn under sygdom, siger hun.

/ritzau/