Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet er blevet enige om en ny toårig overenskomst på finansområdet.

Overenskomsten giver en generel lønstigning på bare 1 pct. om året.

Det skriver de to parter, Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening, i en pressemeddelelse. Begge peger på, at aftalen afspejler den pressede situation, mange banker er i.

- Arbejdsgiverne havde ikke meget med til forhandlingerne, og jeg mener, at det økonomiske resultat vi har med hjem, imødekommer den vanskelige situation, som mange virksomheder i den finansielle sektor står i. Til gengæld glæder det mig, at vi nåede til enighed om en ny arbejdstidsaftale, som jeg vil kalde historisk, siger formand i Finansforbundet Kent Petersen med henvisning til en aftale, der lægger op til mere fleksibilitet.

Hos Finanssektorens Arbejdsgiverforening peger bankdirektør Anders Jensen på, at den sparsomme lønstigning afspejler den situation, danske banker står i.

- Danske pengeinstitutter står i en vanskelig situation, og derfor blev der kun plads til yderst beskedne lønstigninger i denne omgang. Den afgørende landvinding ligger i den nye aftale om arbejdstid, som gør op med de nuværende stive regler. Nu får vi et sæt regler, der er fleksible for både virksomhederne og for medarbejderne, som nu får langt bedre muligheder for at tilrettelægge deres arbejdstid, siger Anders Jensen.

Aftaler omfatter 55.000 ansatte.