Manden, der kan blive Danmarks næste statsminister, er både et iskoldt magtmenneske og en kærlig familiefar

- Statsminister er jeg for en tid. Familiefar er jeg hele livet.

Sådan lød det fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde i januar 2010.

- Du skal vide, at jeg vil gøre alt for, at du ikke bliver formand. Søren Gade vil stille op mod dig, og jeg vil støtte Søren.

Sådan lød det fra Lars Løkke Rasmussen under fire øjne med næstformand Kristian Jensen 3. juni i år, samme dag som Lars Løkke skulle kæmpe for sin formandspost på et hovedbestyrelsesmøde i Odense.

De to bemærkninger er eksempler på de to sider af Lars Løkke Rasmussen, manden der ifølge meningsmålingerne stadig står til at vinde næste valg og blive Danmarks næste statsminister.

Han er et dobbeltmenneske. Han har to sider, der virker indbyrdes uforenlige, men som ikke desto mindre begge er sande. Den ene side af Løkke er et brutalt magtmenneske, der kæmper til det sidste for at bevare magten, og som nådesløst kører andre over. Den anden side er en kærlig familiefar, der virkelig elsker familien og sine store børn, og er villig til at skabe problemer for sig selv politisk blot for at tage hensyn til sin datter og pleje hendes ømme knæ.

Familien først – I andre må vente

I den nye bog om Lars Løkke, ’LLR’, der udkommer på Berlingske Medias forlag, beskrives det f.eks., hvordan Løkke svigter et møde med 80 ambassadører fra hele verden, da hans 14-årige datter Lisa ringer ham op i ministerbilen på vej til Statsministeriet. Hun er grædende på vej hjem fra skole. Hun har så stærke smerter i det ene knæ, at hun næsten ikke kan holde det ud, og hjemme i Græsted venter et tomt hus. Mor Sólrun Løkke Rasmussen har så travlt på sit arbejde som skolelærer på Den Kgl. Balletskole, at hun ikke kan tage hjem og tage sig af datteren.

Lars Løkke står i et dilemma. Skal han svigte de 80 ambassadører eller sin datter. Familiefaderen i Lars Løkke vinder. Han ringer til sin ministersekretær og siger, at han må aflyse resten af dagen og tage hjem.

Senere kommer han i 2012 med underlige bortforklaringer om, at han er ’på vej mod Rio’, da han i virkeligheden flyver til Chicago for at overholde et løfte om nogle dages far-datter-tid med Lisa, der har været udvekslingsstudent i Michigan.

Da de senere flyver til Rio, er far dog på 1. klasse på GGGIs regning og praler i Rio over, at han har haft et helt værelse for sig selv på flyet, har ligget ned og er blevet beværtet med champagne, mens Lisa må nøjes med ’monkey class’, som hun selv udtrykker det.

Benhårdt magtmenneske

Men bogen fortæller også om, hvor stædig Lars Løkke er, og hvor hård en magtspiller han er.

Især viser han sin stærke side 3. juni, hvor alt tyder på, at han vil gå af. Først på dagen truer han Kristian Jensen med at populære Søren Gade, der er fra samme område i Jylland, vil stille op mod ham.

Senere overtaler han Venstres forretningsudvalg til at dele debatten på det efterfølgende hovedbestyrelsesmøde op i to – en diskussion om Venstres problemer og en anden om hans egen person. Det kan lyde teknisk, men er sandsynligvis medvirkende til, at det lykkes Løkke at true Kristian Jensen til at opgive sine kupplaner. For var de to emner blevet blandet sammen i én stor diskussion, var det sandsynligvis endt med, at modstanden mod Løkke var så stor, at det ikke ville være muligt for ham at overleve mødet.

Vennernes ven

Bogen ’LLR’ beskriver desuden, hvordan Lars Løkke plejer sine egne venner i toppen af Venstre. I en periode, mens han er statsminister, lader han reelt sine venner Peter Christensen, Troels Lund Poulsen og Søren Pind være med til at træffe de vigtige beslutninger uden om næstformand Kristian Jensen og politisk ordfører Ellen Trane Nørby.

Senere gennemtrumfer han nærmest enevældigt, at Inger Støjberg skal være ny politisk ordfører, selvom der er stor modstand mod hende i gruppen.

Så sent som fredag aften viste Lars Løkke også sin snedige side, da han kommenterede bogen ’LLR’. Her sagde han bl.a. at det ikke var mærkeligt, at Kristian Jensen havde gjort sig sine tanker om en formandspost, når nu Lars Løkke Rasmussen selv havde sat den på spil.

Politiske kommentatorer vurderer, at det er endnu en brik i spillet, hvor formanden undergraver næstformanden trods alle løfter om det modsatte.