Løkkes klimature var hårde ved miljøet
Lars Løkke Rasmussen kunne have sparet atmosfæren for meget CO2-udledning ved som formand for organisationen GGGI at flyve på business frem for first class.
Lars Løkke Rasmussen kunne have sparet atmosfæren for meget CO2-udledning ved som formand for organisationen GGGI at flyve på business frem for first class.
Det er ikke kun danske bistandsmidler, der har været belastet af, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), har fløjet på first class i sin egenskab af formand for organisationen GGGI. Også på klimaregnskabet har det kunnet mærkes, at han ikke i stedet fløj på det mindre fornemme business class. Det skriver Politiken.
En få måneder gammel rapport fra Verdensbanken sammenligner, hvor stor forskel der er på CO2-udledningen fra flypladser på henholdsvis first class, business class eller det helt jævne economy class.
»Den gennemsnitlige CO2-udledning for en first class-rejsende er omkring 2,3-3 gange (alt efter flytype, red.) så høj, som hvis man rejser på business class,« siger Jon Strand, seniorøkonom i Verdensbanken og en af folkene bag rapporten.
I Det Økologiske Råd forstår man ikke, hvad Lars Løkke Rasmussen skulle med et flysæde på first class:
»Vi mener ikke, at nogen som helst, der arbejder for organisationer med miljø- og klimaformål, skal rejse på første klasse. Den her Verdensbank-rapport viser jo meget tydeligt, at det giver et markant større klimagasudslip, fordi man optager så meget plads i flyet,« siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, til Politiken.
Tilsvarende toner lyder fra John Nordbo, klima- og miljøchef i Verdensnaturfonden.
»Alle har jo et ansvar i forhold til at reducere deres klimabelastning. Det er kedeligt for klimasagen, at man i den her organisation ikke har haft nogle retningslinjer, der afspejler klimasituationens alvor,« siger han til Politiken.