Efter et kortere ophold i Michigan i USA har Lars Løkke Rasmussen nu sat kursen mod Rio.
På ovenstående billede ses en afslappet og henslængt Lars Løkke Rasmussen i Chicago O'Hare International Airport. I de brune sofaer nyder han en forfriskning, inden flyet mod klimatopmødet i Brasilien afgår. Billedet er lagt op på Facebook af Løkkes datter, Lisa Løkke Rasmussen, omkring klokken tre natten til onsdag dansk tid.
Billedet er lagt op som et såkaldt check-in i lufthavnen i Chicago og i teksten, der hører til billedet, skriver datteren blandt andet: OFF TO RIO (Af sted til Rio, red.). Lars Løkke Rasmussen er gennem det seneste døgn blevet kritiseret for at have talt usandt om sin rejse til klimatopmødet i Rio.
Det har ikke været klart for alle, at han i stedet for at tage direkte til Rio også aflagde sin datter - der netop har overstået sit studie på Forest Hills Northern High School i staten Michigan - et besøg. Kritikken går på, at Løkke begrundede Venstres exit fra de højspændte skatteforhandlinger med hans nødvendige afrejse til klimatopmøde i Rio.
Men nu er Lars Løkke altså på vej til Rio, hvor han lander onsdag klokken 16.30 dansk tid. Med sig har han sin datter, som han også får tid til at tilbringe tid sammen med i Rio. Ifølge eb.dk skal Løkke holde møder i Rio lørdag og mandag, mens han har tid til at solbade på de berømte brasilianske sandstrande søndag.
Løkke ankom søndag den 17. juni til byen Grand Rapids i Michigan, for at besøge datteren Lisa og den værtsfamilie hun har boet hos i under sit studie. Lisa Løkke Rasmussen har netop overstået sine eksaminer i et internationalt uddannelsesprogram på Forest Hills Northern High School.
Hun drager altså nu på en kort ferie til Rio, før hun rejser hjem fra Rio sammen med Lars Løkke Rasmussen igen den 25. juni. Klimatopmødet, hvor også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) deltager, varer officielt fra 20-22. juni.